Rapport om "Ivaaraq-tiltag": Svært at følge regler
Reglen om, at der altid skal være to medarbejdere ved bad, bleskift og anden hygiejnisk pleje er svær at følge for personalet i døgntilbud, da reglen gør beboerne, personer med handicap, utrygge.
Det er tildels lykkedes for flere døgntilbud for personer med handicap at implementere reglen om, at der skal være to personale i rummet ved bad og hygiejnisk pleje af beboere.
Reglen er blevet skærpet overfor døgntilbud som en konsekvens af den såkaldte Ivaaraq-sag, hvor en multihandicappet kvinde var blevet udsat for overgreb af en ansat på institutionen.
Men personalet oplever, at beboerne bliver utrygge, når det ene personale blot overværer situationen, mens den anden medarbejder er i gang med at give beboeren hygiejnisk pleje, fremgår det i en rapport skrevet efter en uvildig undersøgelse af generelle forhold i døgntilbud for personer med handicap.
- I mange situationer kan det være overvældende og ubehageligt for beboeren, hvis der kun er praktisk behov for, at én medarbejder hjælper beboeren i badet. Af pædagogiske og etiske hensyn har man på flere døgntilbud valgt en indirekte måde at gennemføre tiltaget på, lyder det i en rapport om forhold omkring seksualitet og seksuelle overgreb på døgntilbud til mennesker med handicap.
Alle skal vide om bleskift
Alle døgntilbud har indført, at der skal være mindst to nattevagter uden problemer. Ved bad af personer med handicap er der to medarbejdere til opgaven, mens beboeren hjælpes til at føre sin egen hånd for at vaske sig, oplyses det.
Ved bleskift er der dog fundet kompromiser på nogle institutioner:
- Medarbejderne skifter meget ble og vasker beboerne hver dag. Vi har talt meget i personalegruppen om, at når man skal skifte ble, skal hele personalet vide det, og hvor det foregår. Det skal være privat som på et toilet og selvfølgelig tage hensyn til beboeren. Men personalet skal vide, at man er i gang med at skifte ble, lyder det fra en medarbejder.
Personalemangel udfordrer ledere
En leder i en institution oplyser samtidig, at personalemangel kan være en grund til, at det ikke altid er muligt, at der et to medarbejdere om at skifte ble på beboere.
En uvildig undersøgelse af generelle forhold i døgntilbud for personer med handicap er igangsat efter det kom frem at en beboer i Ivaaraq i Qaqortoq har født en dreng efter seksuel overgreb. Manden er idømt to år og ni måneders anbringelse i anstalten. Han er endvidere frataget retten til at arbejde i institutioner hvor beboere er personer med handicap i fem år.