RAL-direktør ser frem til historisk ændring

I 2022 skal RAL tage afsked med Grønlandshavnen i Aalborg. Det bliver en historisk ændring, der er et led i en større plan om at gøre det lettere at handle med Grønland, forklarer direktør.

Offentliggjort

Afskeden med Grønlandshavnen bliver et stort skridt for Royal Arctic Line i det nye år, lyder det fra rederiets direktør Verner Hammeken.

- Vi har en historisk ændring i 2022, hvor vi vil gøre op med basishavnstanken, som har været gældende siden 1776. Nu er basishavnen for Grønland i Grønland, udtaler direktøren i et interview med Sermitsiaq.AG.

I interviewet ser direktøren frem mod det nye år og gør status over det, der snart er gået. Og flytningen væk fra Grønlandshavnen kommer altså til at fylde en del i første halvår i forhold til Aalborg, vurderer han.

Har investeret 1,2 milliarder over seks år

Tidligere i december varslede rederiet fyring af omkring 100 medarbejdere i Aalborg i forbindelse med, at aftalen om at benytte Grønlandshavnen som basishavn udløber ved udgangen af 2022.

Generelt siger direktøren, at rederiet har taget flere skridt, som overordnet har det mål at gøre det lettere at handle med Grønland, og som skal integrere Grønland i det internationale logistik system.

- Vi har investeret over 1,2 milliarder kroner i nye skibe og udstyr i de sidste seks år, og vi finansierer reelt set Sikuki Havn. Alt sammen uden at hæve fragtraterne med en krone. Vores fragtrater er ikke steget siden marts 2015.

Nyt på vej om passagertrafik

- I 2022 begynder vi rejsen mod at fuldende billedet ved at sikre, at vi kan arbejde målrettet som et RAL-team for at gøre det let for kunderne og effektivt for os. Eksportbilledet ændrer sig til andre lande. Det kræver transportforbindelser og evne til at samarbejde med andre virksomheder for at gøre det let at bruge, lyder det fra direktøren.

Verner Hammeken siger desuden, at rederiet har også et kig på passagertrafikken under Arctic Umiaq Line.

- Vi håber at kunne fortælle om nogle spændende tiltag i løbet af 1. kvartal 2022, siger han.

CO2-regnskab på vej

Et stort politisk emne i efteråret 2021 har været indsatsen mod klimaforandringer. Debatten har fået nyt liv efter, at Naalakkersuisut har besluttet, at Grønland skal med i Paris-aftalen, som har til formål begrænse CO2-udledningerne.

I den forbindelse af skibstrafikken en stor udleder, men Verner Hammeken siger, at Royal Arctic Line er klar til at gå med i klimakampen:

- Vi har med vore nye skibe de bedste forudsætninger for at modvirke klimapåvirkningen med de nuværende teknologier. Mindre udledninger, mindre spild, mindre reparationer, som også leder til afledet spild. Desuden har vores samsejlads bidraget til, at der i stedet for fem skibe på Nordatlanten nu kun sejler tre skibe.

- Fra 2022 påbegyndes et revisionskontrolleret CO2 regnskab, som vil danne baggrund for vore fremtidige CO2 udledningsmål. Dette vil fungere på tværs af organisationen, på land og på skibene, udtaler Verner Hammeken.

Powered by Labrador CMS