Psykolog: Hjælpemidler bruges ikke nok

Psykolog Else Poulsen, der er tilknyttet GUX-S i Qaqortoq mener, at der er meget hjælp at hente for ordblinde. En test er ikke afgørende, men et vigtigt element for at tilpasse hjælpen, siger hun.

Offentliggjort

En ordblindetest er ikke en forudsætning for, at ordblinde kan få hjælp af myndighederne i deres skolegang eller uddannelse.

Det mener psykolog Else Poulsen, der rådgiver og vejleder studerende i Qaqortoq GUX-S. GUX-S er et uddannelsesforløb, der er særligt tilrettelagt med undervisning for elever med handicaps eller diagnoser, der ikke kan gennemføre en normal uddannelse.

- Som uddannelsessted kan man hjælpe ordblinde ved at give ekstra tid til forberedelser. Grønlandske ord er meget længere end for eksempel dansk, hvilket kræver ekstra tid, forklarer Else Poulsen og tilføjer:

- Udfordringen er, at hjælpemidler ikke bruges.

Hun får henvendelser fra omkring ti elever per år, der har udfordringer med læsning og skrivning. Hun oplyser, at de studerende i GUX-S Qaqortoq klarer sig fagligt godt, da skolen benytter sig af tilgængelige hjælpemidler.

Test for at tilpasse hjælp

Selvom uddannelsessteder allerede nu kan gøre meget, så mener Else Poulsen dog, at det giver mening, at Grønland får egen læsetest for ordblinde. En test giver ikke kun en diagnose, men sætter også en vurdering på, hvor alvorligt handicappet er.

- Så kan man tilpasse hjælpen derfra. Med test kan man finde ud af, hvordan ordblindheden er opstået. Er det medfødt, er det arvet fra en af forældrene, eller er det opstået på grund af hovedtraume eller noget helt fjerde. Så kan man også sammensætte hjælpen, målrettet personen, forklarer psykologen.

Udfordringer nok af

Screeningsværktøjet, som uddannelsesstyrelsen udvikler, forventes at blive færdig i år, forlød det i et paragraf 37 svar i 2018.

- Uden test og uden hjælp, vil en ordblind person være udfordret i at læse og skrive, hvilket vil udfordre et uddannelsesforløb. Der skal hjælp til, siger Else Poulsen.

Powered by Labrador CMS