Professor: Magtmisbrug at springe forbi vaccine-kø

Borgmester Charlotte Ludvigsen og hendes embedsmænd har bevæget sig på kanten af forvaltningsretlige regler og misbrugt deres magt, da de sprang vaccine-køen over ved en massevaccination i Nuuk, vurderer professor.

Borgmester Charlotte Ludvigsen er havnet i stormvejr, efter hun sammen med embedsfolk fra kommunen sprang vaccinekøen over ved en massevaccination i Nuuk.

Det er i strid med forvaltningsretlige regler og kan betegnes som magtmisbrug, hvis en borgmester sammen med embedsfolk omgår en prioritering foretaget af sundhedspersonale og kommer foran i køen til coronavacciner.

Det vurderer Sten Bønsing, der er professor ved Juridisk Institut ved Aalborg Universitet.

Sermitsiaq.AG har forelagt Sten Bønsing sagen, hvor Sermersooq-borgmester Charlotte Ludvigsen (IA) sammen med embedsfolk sprang over køen og fik særbehandling ved en massevaccination af borgere i Nuuk.

- Det er magtmisbrug i en eller anden form. Det er udtryk for, at borgmesteren tilgår sig nogen beføjelser og overruler en prioritering, som ikke tilkommer hende, siger Sten Bønsing til Sermitsiaq.AG.

Afviser kendskab til trusler

Vaccinekoordinator Anna Wangenheim siger desuden, at en af embedsmændene truede med at trække kommunens hjælp til massevaccineringen, hvis ikke de tre embedsfolk og borgmesteren blev vaccineret.

Kommunen afviser dog, at truslerne handlede om at få vaccine til embedsmændene og borgmesteren. Kommunen siger, at der blev udvekslet hårde ord, men at det handlede om generel utilfredshed med vaccinations-arrangementet.

LÆS OGSÅ: Wangenheim: Embedsmand pressede sig til vacciner

Charlotte Ludvigsen udtaler desuden til KNR, at hun ikke var vidende om, at embedsmanden havde presset Anna Wangenheim.

Ifølge Sten Bønsing kan det stadig betegnes som magtmisbrug, at borgmesteren springer foran køen og får særbehandling - uagtet at hun ikke kendte til, at en embedsmand lagde pres på vaccinationskoordinatoren.

Professor: Formentlig ikke strafbart

Det skyldes ifølge professoren, at borgmesteren og embedsfolkene omgår vaccinekoordinatorens prioritering af vaccinerne.

- Og det er stadig imod forvaltningsretlige regler, siger Sten Bønsing.

Selvom manøvren altså er på kant med forvaltningsretlige regler, er det svært for Sten Bønsing at vurdere, hvilke konsekvenser sagen kan få for borgmesteren:

- Det er altid svært, når det er en borgmester. Så skal sagen være så alvorlig, at det er strafbart. Det tror jeg ikke, det her er groft nok til, siger Sten Bønsing.

Hvad angår embedsmændene siger Sten Bønsing, at det vil være op til kommunen som arbejdsgiver at vurdere, om episoden skal have konsekvenser for de implicerede.

Powered by Labrador CMS