Portørerne mødes med sundshedsledelsen klokken 15

Portørerne nedlægger arbejdet mandag eftermiddag for at holde fagligt møde med Sundhedsledelsen. Sundhedsledelsen kan ikke kommentere på mødets indhold, da de endnu ikke kender portørernes agenda.

Offentliggjort

Klokken 15 i dag mandag nedlægger portørerne arbejdet i 59 minutter, hvor de mødes med sundhedsledelsen for at drøfte deres krav om ekstra bemanding i Nuuk. Det oplyser formanden for portørernes forening, Ujarak Jessen Heinrich til Sermitsiaq.AG.

Direktør i sundhedsvæsenet, Tina Amondsen, ønsker ikke at kommentere på deres krav, da hun endnu ikke er bekendt med, hvad de omhandler.

Ujarak Jessen Heinrich fortæller til Sermitsiaq.AG, at de har ét helt klart krav med til bordet, når de mødes med ledelsen senere i dag.

- Vi er nødt til at have to ekstra portører for at imødekomme det ekstra arbejdspres, der er i udsigt efter hjælpepakken til sundhedsområdet træder i kraft.

Akutpakken giver portørerne mere arbejde mener de

Der er allerede nu lange ventetider mellem en halv time og tre timer for patienter, der skal køres til lægeklinikken eller ergoterapi og andet, påpeger han og understrger, at det kun bliver værre, når akutpakken sættes i gang.

Akutpakken, som er vedtaget i januar, indeholder 6,5 millioner kroner til nedbringelse af ventelisterne til knæ- og hofteoperationer og 3,5 millioner kroner til forbedret service på lægebetjeningen i Nuuk herunder nedbringelse af ventetiden på lægetelefonen, samt penge til at indlede indkøb af en ny MR-scanner.

Akutpakken betyder ifølge portørerne, at portørernes arbejdsbyrde med stor sandsynlighed fordobles, og det er altså derfor, de kræver flere kollegaer til at klare arbejdspresset.

Blev overrasket over meldingen

Kravet vil direktør Tina Amondsen ikke kommentere på endnu.

- Jeg har ikke set deres krav og jeg har intet hørt fra dem, før jeg læste artiklen om deres arbejdsnedlæggelse på Sermitsiaq.AG i weekenden, siger hun og tilføjer:

- Jeg blev noget overrasket over, at der var noget på vej, men nu tager vi det møde. Jeg glæder mig til at mødes med portørerne og høre hvad de siger.

Formanden for SIK Jess G. Berthelsen kommer også til at deltage på dagens møde, oplyser han til Sermitsiaq.AG. Han kan dog ikke kommentere på mødets indhold, men han medgiver, at fremgangsmåden for arbejdsnedlæggelen måske ikke er helt efter bogen.

Han håber dog ikke, at arbejdsnedlæggelsen fortsætter efter mødet, uanset ghvad udfaldet bliver.

Powered by Labrador CMS