Politiker: Borgmester må forklare manglende data

Siumut i Kommune Qeqertalik er bekymret over, at kommunen ikke har bidraget til en rapport om omfanget af underretninger af mistrivsel hos børn. Kommunen kommer snart med sit eget overblik, lyder det fra borgmesteren.

En arbejdsgruppe har forsøgt at lave en statusrapport om det sociale arbejde i Grønland. Rapporten skal følge effekten af samarbejdet mellem Danmark og Grønland på socialområdet.

Det har dog været svært at tegne et billede af, hvordan det går, da det ikke har været muligt at få tal fra flere kommuner om for eksempel, hvor mange underretninger, kommunerne har fået om børn, der ikke trives.

Den manglende viden er faldet medlem af kommunalpolitiker Aqqa Samuelsen (S) for brystet:

- Vi er utilfredse med, at man fra Kommune Qeqertalik ikke har medtaget forhold vedrørende underretningspligt og vil gerne melde ud, at dette bør blive bedre i den nærmeste fremtid, skriver Aqqa Samuelsen på vegne af Siumuts gruppe i kommunalbestyrelsen.

Ifølge Aqqa Samuelsen skal borgmester Ane Hansen (IA) forklare, hvorfor kommunen ikke har kunnet levere data om underretninger til rapporten.

Borgmester: Vi har lavet vores eget overblik

Ane Hansen siger til Sermitsiaq.AG, at kommunen i 2018 lavede sit eget overblik over, hvordan det står til med det sociale arbejde i kommunen, og at der er et nyt overblik på vej, hvor man vil kunne se status på det sociale arbejde i kommunen.

Borgmesteren forklarer videre, at der er et stort oprydningsarbejde igang på det sociale område, og at kommunen har samme udfordring som de andre kommuner - nemlig at man har abejdet i et forældet system:

- Vi er først senere begyndt at arbejde ens med hensyn til udredninger, hvilket vi bruger mange kræfter på, siger Ane Hansen.

Kun Kommune Kujalleq og Kommuneqarfik Sermersooq har leveret data om underretninger om mistrivsel hos børn til rapporten, men også i de data er der huller.

Ansvarlig naalakkersuisoq Eqaluk Høegh (IA) kalder de manglende data for 'ikke tilfredsstillende', og han forventer at indførelsen af et nyt sagsbehandlingssystem i samtlige kommuner vil afhjælpe problemet.

Det er borgmester Ane Hansen enig i.

Det er dog endnu uklart, hvornår sagsbehandlingsstystemet vil være oppe og køre, så det bliver muligt at indsamle data på tværs af kommunerne.

Powered by Labrador CMS