Polar Seafood har solgt frisk stenbiderrogn i Danmark

Med et mål om at øge værdigkæden på stenbiderrogn her i landet, har Polar Seafood i år forsøgt sig med at sende frisk stenbiderrogn med fly til Danmark, hvor de på forhånd har lavet en aftale med en grossist om at aftage rognen.

To gange indenfor de seneste uger har Polar Seafood sendt frisk stenbiderrogn med fly til Danmark. Normalt sendes rognen til en fabrik, der producerer konserveret stenbidderrogn på glas, men denne gang er det solgt som frisk rogn.

- Det her er første skridt og en læringsperiode. Det er et nyt marked og det er skrøbeligt på grund af flere andre ting, der spiller ind på leveringssikkerheden som for eksempel vejret og teknik i forhold til flyene, fortæller direktør i Polar Seafood, Bent Salling, til Sermitsiaq.AG.

Han understreger, at forsøget drejer sig om at blive klogere på, hvordan man kan tilgå et nyt marked med salg af frisk stenbiderrogn i fremtiden.

- Vi skal lære om, hvordan det er bedst at sende det, hvordan vi kan afsætte det og, hvordan vi kan skabe kontinuitet, selvom vind og vejr og fly kan have indvirkning på leveringen.

Det har tidligere været afprøvet at sende frisk fisk fra kysten til Danmark, men det gav både udfordringer med aflyste fly og manglende indhandling. Når atlantlufthavnen i Nuuk åbner, er forventningen at mange af de udfordringer elimineres.

De første forsøg er gået godt

Ud over det praktiske handler det også om at finde ud af, om der er et marked til det når den grønlandske sæson begynder flere måneder efter den danske stenbiderrogn kommer til salg.

Der er sendt stenbider til Danmark to gange de seneste uger, og det er gået godt fortæller direktøren

- Det tager tid at opbygge markedet, og nu skal vi se, om det kan lade sig gøre. Det ser det ud som om det kan, for de var godt tilfredse med kvaliteten. Så handler det også om, hvordan vi kan vi skabe noget volumen.

Første sending var 150 kilo, som blev solgt til 120 kroner pr kilo. Det er kun den bedste kvalitet, der bliver sendt med fly, fordi den skal sælges frisk i modsætning til de store mængder, der produceres til glas.

Skal skabe værdi for fiskerne på sigt

Bent Salling understreger, at motivationen for at afprøve konceptet er et håb om et nyt marked, der på sigt kan komme landets fiskere til gode.

- Vi tjener ikke noget på nuværende tidspunkt fordi det er på forsøg stadiet, men vi håber at det på sigt og at fiskerne kan få bedre priser på sigt. Det har stor betydning for os, for som landets største privatejede virksomhed så påtager vi os også et ansvar for at opsøge nye markeder for at vi og fiskerne får en bedre pris for deres varer.

Direktøren kan endnu ikke sige noget om, hvor stort markedet kan blive men et forsigtigt bud lyder på 500 til 1000 kilo om dagen mens sæsonen står på. Polar Seafood indhandler godt 100 tons stenbiderrogn pr år.

Selvom årets stenbiderfiskeri blev forsinket og først er åbnet 18. april, så har departement for fangst og fiskeri allerede torsdag meldt ud, at det lukkes i flere områder d. 6. maj, da kvoten er ved at være opfisket.

Powered by Labrador CMS