Opsigelser i sundhedsvæsenet: Wangenheim opfordrer naalakkersuisut til at gribe ind

For flere erfarne medarbejdere i sundhedsvæsenet slutter karrieren mod deres ønske, fordi de ikke kan indgå i treholdsskift, sådan som det er kutyme.

Arkivfoto. Medarbejdere der ikke indretter sig efter nye vagtplaner risikerer at miste deres job. Det går ikke, mener Anna Wangenheim.
Offentliggjort

Ifølge sundhedsledelsen er det af hensyn til drift og til de kollegaer, der godt kan arbejde aften og nat, at man vælger at afvise de såkaldte seniorordninger for nogle medarbejdere og i samme ombæring ophører ansættelsesforholdet, hvis ikke medarbejderen er klar til at tage nattevagter. En seniorordning giver mulighed for at undgå nattevagter og eventuelt også aftenvagter.

Men det er simpelthen ikke godt nok, mener tidligere naalakkersuisoq og medlem af Inatsisarut for Demokraatit, Anna Wangenheim.

- Det bør man kunne gøre bedre. Vi har brug for alle og alles kompetencer, når sundhedsvæsenet skal løfte så vigtig en samfundsopgave.

Hvorfor skal det være så firkantet?

Sundhedsassistenternes fagforening SP fortæller, at flere herboende medarbejdere med flere årtiers erfaring er blevet stillet et ultimatum om at tage nattevagter for at fortsætte i deres job.

Anna Wangenheim mener, at systemet bør tilpasses medarbejderne i stedet for omvendt.

- Retorisk har jeg sådan lyst til at spørge, hvorfor vagtplanerne skal være så firkantede? Jeg ved godt, at mange hensyn skal spille sammen, men det er virkelig ikke hensigtsmæssigt ej bæredygtigt, og gavner ikke fastholdelse, at man ikke kan rekruttere vikarer/afløsere til at dække hullerne i vagtplanerne.

Samme problem for enlige forældre

Politikeren mener, at det er et politisk ansvar, hvis ikke parterne selv kan finde løsninger på fastholdelse af erfarne medarbejdere på grund af formaliteter.

- Det er et ledelsesmæssigt spørgsmål om, hvordan man kan få sine medarbejderes trivsel opnået via fælles koordinering og samarbejde. Hvis fagforeningen og arbejdsgiver ikke kan nå til enighed, bør Naalakkersuisoq gribe ind og appellere til dialog om løsninger.

Anna Wangenheim har i sin tid i sundhedsvæsenet som sygeplejerske også oplevet problemet i forhold til treholdsskift.

-Vi har flere grønlandsk uddannede sygeplejersker, der desværre ikke kan arbejde med deres fag og det, som de brænder for pga. deres situation som f.eks. enlige forældre, fordi der stilles krav til treholdsskift. Særligt ude i sundhedscentrene, hvilket efterlader de hjemmehørende i en situation, hvor de ikke kan gøre gavn til samfundet.

Powered by Labrador CMS