Sundhedspersonale fyres for ikke at følge nye vagtplaner

Flere sundhedsassistenter har rettet henvendelse til deres fagforening, SP, efter at have modtaget en partshøring om deres ansættelsesforhold. Hvis de ikke makker ret, kan arbejdsgiveren opsige dem, lyder det.

Tina Jakobsen har flere års erfaring som sundhedsassistent i Grønland, er uddannet i Grønland og er dobbeltsproget. Hvis arbejdsgiveren ikke giver hende seniorordning, står hun til at miste sit arbejde i sundhedsvæsenet.

Accepter nattevagter eller sig farvel til jobbet.

Sådan en melding har flere sundhedsassistenter modtaget fra deres arbejdsgiver i sundhedsvæsenet. Derfor har flere valgt at henvende sig til deres fagforening, SP.

- Vi har især den seneste tid modtaget henvendelser fra vores medlemmer, der oplyser om ændringer i deres ansættelsesvilkår. Hvis de ikke går med til det, kan ledelsen beslutte at opsige medarbejderen. Det synes vi ikke er en god grund til at fyre ansatte, fortæller SP’s formand, Dorthe Ludvigsen til Sermitsiaq.AG.

Ingen grundlag for opsigelse

Sermitsiaq.AG har fået indblik i et høringsbrev til en medarbejder i en afdeling på Sana. I høringsbrevet står der, at medarbejderen, Tina Jakobsen, 65 år, har modtaget et dokument om accept af fortsat ansættelse med væsentlige stillingsændringer, som hun skal underskrive. Hvis hun ikke underskriver og dermed ikke accepterer vilkårene, kan arbejdsgiveren træffe en beslutning om at opsige medarbejderen.

Tina Jakobsen er dobbeltsproget, har arbejdet i sundhedsvæsenet i 36 år og uddannet som sundhedsassistent i Grønland. Hun arbejder i en sengeafdeling på Sana.

Hvis hun ikke underskrev dokumementet med de ændrede arbejdsvilkår inden den 15. april, kunne arbejdsgiveren opsige hende. Hun har valgt ikke at underskrive, og har modtaget en opsigelse med sidste arbejdsdag den 31. december efter hendes anciannitet.

- Det er ikke rart at sidde i sådan en situation. Jeg har igennem en lang periode haft en aftale med min arbejdsgiver om, at jeg ikke skal have nattevagter på grund af mit helbred. Hvis jeg accepterer ændringsvilkårene, så vil jeg risikere mit helbred igen, fortæller Tina Jakobsen til Sermitsiaq.AG.

Ifølge Tina Jakobsen har hun ikke haft nattevagter i en længere periode på grund af forhøjet blodtryk.

Fagforening indblandes

Sundhedsassistenternes fagforening SP oplyser, at de er i dialog med sundhedsledelsen omkring muligheder for seniorordninger for de medarbejdere, der har modtaget partshøring omkring stillingsændringer.

- Vi bemærker, at de medarbejdere, der har modtaget en partshøring enten er ældre medarbejdere eller ansatte, der af helbredsmæssige årsager har andre vilkår end deres kolleger. Det synes vi, er en dårlig behandling af medarbejdere fra ledelsens side, siger formand for SP, Dorthe Ludvigsen og fortsætter:

- Vi snakker om medarbejdere med flere års erfaring, som er dobbeltsproget og som har god kontakt til de indlagte. Langt de fleste indlagte er grønlændere, og det er trygt for dem, at der er grønlandske ansatte i sundhedsvæsenet, siger hun.

I dialog om seniorordning

Medlemmer af SP kan lave en aftale med arbejdsgiveren om en seniorordning via deres overenskomst hvis de er over 55 år eller har helbredsmæssige udfordringer. En seniorordning betyder, at den ansatte enten kan arbejde færre timer, eller ikke have aften- eller nattevagter. Men den aftale har altså ikke været en mulighed for Tina Jakobsen.

Dorthe Ludvigsen oplyser, at fagforeningen nu er i dialog med sundhedsledelsen omkring mulige seniorordninger for sine medlemmer.

- De medlemmer vi taler om her har stadig meget at give og ønsker fortsat at arbejde. Med seniorordninger kan vi sikre arbejdskraft på en arbejdsplads, der konstant kæmper med at have nok mandskab, siger formanden for SP til Sermitsiaq.AG.

Sermitsiaq.AG har rettet henvendelse til Sundhedsledelsen omkring deres processer med seniorordninger for deres medarbejdere. Sundhedsledelsen er endnu ikke vendt tilbage med et svar.

Powered by Labrador CMS