Ophedet debat om værnepligt-støtte

Mundhuggeri mellem medlemmer i Inatsisartut og naalakkersuisoq for uddannelse udspillede sig under dagens spørgetime. Klar besked er på vej til Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg, lød det fra talerstolen.

Offentliggjort

Rettelse: Det fremgik af artiklen, at der i nogle tilfælde kunne ydes støtte til værnepligtsafprøvning i forbindelse med anden uddannelse i Forsvaret. Peter Olsen slår fast, at det er ikke tilfældet. Sermitsiaq.AG beklager fejlen.

De to medlemmer i Inatsisartut, Anna Wangenheim (D) og Doris J. Jensen (S) fortsætter med at grave i, hvorvidt Naalakkersuisut støtter unges ønske om værnepligtsafprøvning i Danmark, når muligheden ikke længere eksisterer i Grønland.

Siden 2019 har Arktisk Kommando gennemført værnepligtsafprøvning forskellige steder i landet. Men den mulighed har det nye Naalakkersuisut sat en stopper for, og de unge henvises nu til afprøvning i Danmark.

Anna Wangenheim og Doris J. Jensen ønsker at vide, hvorvidt Naalakkersuisut betaler for rejse og ophold i Danmark under værnepligtsafprøvning i Danmark. Begge politikere mener, at forskellige svar på paragraf 37-spørgsmål har skabt mere forvirring end afklaring.

- Jeg tillader mig at spørge igen, da det første svar giver anledning til mere forvirring end afklaring. Betaler Naalakkersuisut unges rejse og ophold til Danmark ved værnepligtsprøver, spørger Anna Wangenheim da Naalakkersuisoq for uddannelse, Peter P. Olsen, er stillet op til Inatsisartuts spørgetime onsdag formiddag.

Klar besked til udvalg

Naalakkersuisoq for uddannelse, Peter P. Olsen (IA) forklarer, at der ikke er sket nogen ændringer i forhold til Selvstyrets støtte til unge, der ønsker at gennemføre værnepligtsprøven i Danmark. Det er staten Danmark, der har ansvaret, og derfor Danmark, der i så tilfælde vil skulle betale for rejse og ophold for unge fra Grønland.

- Det, som er ændret, er, at værnepligtsprøven, som Arktisk Kommando de seneste par år har stået for, ikke længere kan gennemføres i Grønland. Hvad der vil ske med den, vil Naalakkersuisoq for udenrigsområdet, Múte B. Egede, informere udenrigs- og sikkerhedspolitisk udvalget om den 15. oktober, siger Peter P. Olsen.

Udvalget har tidligere krævet, at Naalakkersuisut giver klar besked til unge om deres muligheder.

Hvornår betaler Grønland

Både Doris J. Jensen og Anna Wangenheim påpeger, at forskellige medlemmer af Naalakkersuisut har meldt forskellige ting ud omkring værnepligtsprøver og økonomisk støtte fra selvstyret, siden Naalakkersuisut stoppede værnepligtsprøver i Grønland.

Peter P. Olsen forklarer, at Selvstyret står for udgifter til rejse og ophold i Danmark for unge, der starter på en uddannelse indenfor militæret som eksempelvis elektriker eller mekaniker.

Powered by Labrador CMS