Nyt KNAPK-forslag: Forlanger millioner i støtte for at acceptere stenbider-udspil

Fisker- og fangerorganisationen KNAPK kræver en bevilling på 7,375 mio. kr. i supplerende tilskud for at acceptere Royal Greenlands udspil om indhandlingsprisen på stenbider. Naalakkersuisut afviser indtil videre.

Fiskeriet efter stenbider er kun på vej til at blive åbnet 10. april i området ved Paamiut, hvor KNAPKs lokalafdeling har valgt at åbne fiskeriet med udgangspunkt i Royal Greenlands udspil på 22 kr. kiloet.

Konflikten om årets stenbiderfiskeri fortsætter.

Naalakkersuisut oplyser, at KNAPK tirsdag har henvendt sig til Formanden for Naalakkersuisut og naalakkersuisoq for fiskeri og fangst om en akut løsning.

Her forlanger KNAPK, at Naalakkersuisut sørger for en ekstrabevilling til tilskud til indhandlingen, før organisationen vil anbefale, at fiskeriet går i gang:

Vil kun lave aftale for hele branchen

- Blandt andet skriver KNAPK, at såfremt de skal anbefale deres medlemmer til at acceptere den indhandlingspris, som er fremlagt af RG, vil det være et krav, at Naalakkersuisut ansøger Inatsisartut Finansudvalg om en hastebevilling til et supplerende indhandlingstilskud på 7,375 mio. kr, skriver Naalakkersuisut i en pressemeddelelse.

Naalakkersuisut henviser til, at Royal Greenland har understreget, at virksomheden kun er indstillet på at indgå en prisaftale, som gælder for hele branchen og ikke alene Royal Greenland A/S.

Det skyldes, at Royal Greenland ikke vil stilles dårligere i den konkurrencen med de andre selskaber.

Foreslår forligsmand

Naalakkersuisut afviser umiddelbart at bede Inatsisartut om penge til at løse konflikten:

- Det er Naalakkersuisut opfattelse, at forhandlingerne må foregå mellem KNAPK og branchen, og hvis ikke dette kan gennemføres, vil Naalakkersuisut opfordre til at en uvildig forligsmand indsættes til at gennemføre forhandlingerne.

- Det er derfor Naalakkersuisuts opfattelse, at det ikke er på tide at arbejde for en tillægsbevilling, skriver Naalakkersuisut.

Fiskeriet efter stenbider er kun på vej til at blive åbnet 10. april i området ved Paamiut, hvor KNAPKs lokalafdeling har valgt at åbne fiskeriet med udgangspunkt i Royal Greenlands udspil på 22 kr. kiloet.

Powered by Labrador CMS