Ny KNI-direktør er fundet

Jeppe Jensen er ny administrerende direktør i KNI. Han afløser Peter Grønvold Samuelsen, der opsagde sit job i slutningen af marts.

Bestyrelsen i KNI A/S har ansat Jeppe Jensen som ny administrerende direktør i KNI. Jeppe Jensen afløser Peter Grønvold Samuelsen, som tidligere i år valgte at fratræde sin stilling kort før det kom frem, at to tidligere medarbejdere havde politianmeldt direktøren for sexchikane.

Jeppe Jensen kommer fra en stilling som administrationsdirektør i Mittarfeqarfiit, og har desuden kommerciel og ledelsesmæssig erfaring fra både Mittarfeqarfiit og Tele Greenland.

Det oplyser KNI i en pressemeddelelse.

Om Jeppe Jensen

KNI´s nye administrerende direktør er født og opvokset i Ilulissat og senere Nuuk, hvor han også bor med sin familie.

Jeppe Jensen er uddannet cand.merc fra Handelshøjskolen i Aarhus med speciale indenfor international handel.

Kilde: KNI

Bestyrelseformand i KNI Lars Borris Pedersen udtaler, at bestyrelsen er yderst tilfreds med valget af Jeppe Jensen, der ifølge bestyrelsesformanden har den helt rigtige profil til at udvikle KNI:

- Jeppe er en dygtig grønlandsk leder, og har et stærkt netværk i landet og vigtigst af alt, så ønsker Jeppe at gøre en positiv forskel for det grønlandske samfund. Det er DNA’et i KNI, siger Lars Borris Pedersen i pressemeddelelsen.

Afløser politianmeldt direktør

Jeppe Jensen tiltræder 5. august og selv siger han, at han er ydmyg over at have fået jobbet:

Jeppe Jensen er ny direktør i KNI.

- Jeg er enormt ydmyg overfor den tillid jeg betros som direktør for KNI. KNI er en fundamental del af vores infrastruktur – det er en virksomhed der binder Grønland sammen, og som vi alle har et forhold til. Jeg ser frem til sammen med de mange dygtige kolleger i KNI at videreudvikle virksomheden til gavn for det grønlandske samfund, lyder det fra den nye direktør.

Det var i slutningen af marts, at tidligere direktør Peter Grønvold Samuelsen opsagde sit job. Kort efter oplysningen om direktørens exit blev offentliggjort, kunne Sermitsiaq.AG afsløre, at flere tidligere ansatte havde politianmeldt Peter Grønvold Samuelsen for sexchikane.

Nogle uger senere i maj kunne Sermitsiaq.AG fortælle, konstitueret direktør Jan Lynge Pedersen havde orienteret en række medarbejdere i KNI-hovedkvarteret i Sisimiut om, at regnskabschef Per Jensen var blevet afskediget.

Powered by Labrador CMS