Gå til hovedindhold

Siumut afviser møder med mineselskab under besøg i Grønland

Siumut afviser i en pressemeddelelse at have deltaget i møder med mineselskabet Energy Transition Minerals Ltd. (ETM) under deres besøg i Grønland for nyligt, hvilket mineselskabet har oplyst til pressen.

Siumut kommer med en præcisering efter Sermitsiaq.AG, har skrevet en artikel om besøget, hvor  ETM hævder, at have afholdt drøftelser med forskellige politiske partier, herunder Siumut.

LÆS OGSÅ: ETM's ledelse besøger Grønland for at drøfte Kuannersuit

Siumut slår fast, at der ikke har været nogen form for officiel kontakt eller møder mellem partiet og ETM under deres besøg i Grønland. Siumut understreger, at ETM's meddelelse indeholder fejl, og at der ikke er grundlag for påstanden om deltagelse fra Siumut's side.

- Vi ønsker at præcisere, at Siumut ikke har haft nogen form for møder eller drøftelser med ETM under deres besøg i Grønland. ETM's meddelelse er behæftet med fejl, og vi benægter enhver påstand om vores deltagelse i sådanne møder, lyder det fra Siumut.

Hvem har mødtes med mineselskabet?

Siumut understreger betydningen af korrekte og nøjagtige oplysninger i offentlige erklæringer og påpeger, at fejlinformation kan have konsekvenser for deres politiske troværdighed og omdømme.

LÆS OGSÅ: Kuannersuit: ETM indleverer voldgiftssag næste måned

ETM har siden bekræftet overfor Siumut, at deres meddelelse indeholdt fejl og undskyldt for eventuel forvirring. Ifølge ETM skyldes fejlinformationen en fejl fra deres hovedkontor i Perth.

Svaret fra ETM til Siumut lyder ifølge Siumut:

- Tak for din henvendelse til ETM, og undskyld for eventuel forvirring, som vores seneste meddelelse har skabt. Mens vi var i Nuuk for nylig, mødte vi faktisk nogen, der er relateret til Siumut-partiet, men ikke en højtstående repræsentant. Forvirringen i meddelelsen skyldes en fejl fra hovedkontoret i Perth, og det vil ikke ske igen. (oversat fra engelsk red.) 

Sermitsiaq.AG forsøger at finde ud af, hvem det er ETM har mødtes med, som er relateret til Siumut.

Voldgiftsagen er mellem Naalakkersusiut og ETM

Siumut understreger i sin pressemeddelelse vigtigheden af, at virksomheder og politiske aktører er nøjagtige og præcise i deres kommunikation og opfordrer til, at eventuelle fremtidige drøftelser mellem ETM og Siumut skal ske gennem officielle kanaler og med involvering af Naalakkersuisut.

Det er vigtigt at bemærke, at partiet Siumut ikke er involveret i det igangværende retslige opgør mellem ETM og Naalakkersuisut samt den danske stat vedrørende udvinding af mineraler ved Kuannersuit.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER