Asii om forhandlinger: - Vi må være ærlige

Tirsdag tager Inatsisartut første debat om finanslovsforslaget. Hvis indtægterne skal øges, skal der ske noget nyt på flere områder, lyder det fra naalakkersuisoq.

Naalakkersusiut

Politikerne tager for alvor fat på efterårets måske største opgave, når de tirsdag førstebehandler forslaget til næste års finanslov.

Naalakkersuisut lægger op til en stram økonomisk prioritering i kølvandet på corona, og naalakkersuisoq for finanser Asii Chemnitz Narup (IA) kommer i sit oplæg med en klar opfordring til, at politikerne selv kommer med forslag til at finansiere eventuelle nye tiltag.

Hun understreger videre, at der skal nytænkning til, hvis indtægterne til Landskassen skal øges:

- Skal landets indtægter øges i nævneværdig grad, skal vi som land både gøre noget andet og gøre noget mere erhvervsmæssigt, beskæftigelsesmæssigt og uddannelsesmæssigt for at sikre indtægter, end vi som samfund gør i dag.

- Jeg finder det, som Naalakkersuisoq for finanser, afgørende for Naalakkersuisuts troværdighed, at vi er fuldstændig ærlige om dette, skriver Asii Chemnitz Narup i sit oplæg til dagens debat.

400 mio. kr. til lufthavn?

Indtil videre skal politikerne blandt andet finde en løsning på spørgsmålet om den omstridte afgift på det kystnære fiskeri efter hellefisk.

Koalitionspartiet Naleraq har tordnet i mod afgiften, hvorimod Asii Chemnitz Narup har forsvaret den. Afgiften bidrager med omkring 16 millioner kroner.

En beløbsmæssigt langt større udfordring er dog også på programmet i forhold til projektet med opførelsen af en ny lufthavn i Qaqortoq:

- Herudover kan det blive aktuelt at fremsætte ændringsforslag til finansiering af en lufthavn i Qaqortoq afhængigt af de politiske forhandlinger herom. Såfremt den politiske beslutning om en bane på 1500 meter fastholdes vil der skulle prioriteres yderligere midler på omkring 400 mio. kr. til byggeriet, skriver Asii Chemnitz Narup i sit oplæg til dagens debat.

Finanslovsforhandlingerne begynder klokken 11 tirsdag formiddag.

Powered by Labrador CMS