valg

GA forsvarer sig efter angreb fra Lars-Emil Johansen

Grønlands Arbejdsgiverforening undrer sig over, at Siumuts Lars-Emil Johansen kritiserer GA for i valgkampen at komme med anbefalinger til, hvordan samfundet kommer ud af landets økonomiske krise

GA-direktør Brian Buus Pedersen

Lars-Emil Johansen langer på sin Facebook-profil ud efter Grønlands Arbejdsgiverforening, GA, fordi arbejdsgiverforeningen ifølge Siumut-politikeren var for dominerende i valgkampen, da GA flere gange kom med opfordringer til, hvordan kampen mod landets økonomiske krise kan tages op.

Johansen skriver blandt andet, at ’direktør Brian Buus Pedersen har travlt med at fortælle alle og enhver, hvordan landets problemer skal løses. Hvem, der skal løse dem, og hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er - ikke blot for arbejdsgiverne, som han vel sagtens repræsenterer, men for hele Grønland, som han ved gud ikke repræsenterer på nogen som helst demokratisk forsvarlig måde'.

Ligeledes anfører Lars-Emil Johansen, at ’GA i de seneste år har udviklet sig en politisk organisation med særdeles tætte forbindelser til Inuit Ataqatigiit, som de efterhånden ligner til forveksling’.

Læs: GA: Siumut og IA bærer et særligt stort ansvar

GA på banen
De udtalelser har nu fået GA-direktør Brian Buus Pedersen til tasterne, som i mail til Sermitsiaq.AG forsvarer sig:

- Grønlands Arbejdsgiverforening gik ind i valgdebatten med nogle få udvalgte budskaber og en opfordring til bredere politisk samarbejde. I al sin enkelhed er GA’s budskab, at Grønland økonomisk står på en brændende platform. Underskuddet i de offentlige finanser og efterspørgslen efter velfærdssamfundets ydelser vokser. Det gør indtægterne desværre ikke - tværtimod, som vi kan se det i landskassens seneste budgetopfølgning.

Ifølge Brian Buus Pedersen har GA i valgkampen opfordret vælgerne til at støtte de politikere, som står for de budskaber, og arbejdsgiverforeningen har opfordret politikerne til at arbejde for brede politiske forlig.

Læs: GA efter Olsvig-forvirring: Skab en troværdig råstofpolitik

Læs: GA: Reformer eller forværring af økonomisk krise

Hvem må deltage i politisk debat?
Lars-Emil Johansen skriver endvidere, at 'det med et demokratisk mandat er vigtigt, da det ellers kan udvikle sig til et udemokratisk og udenomsparlamentarisk praksis’, ligesom Siumut-politikeren postulerer, at der i den seneste politiske debat er sket en ’sammenblanding af demokratiske og ikke demokratiske kræfter’, hvilket Brian Buus Pedersen konkluderer er et angreb på GA, som Lars-Emil Johansen i øvrigt opfordrer til at stille op til næste valg og derved opnå det demokratiske mandat til at blande sig i debatten.

- Til det er der vel kun at sige, at det er en helt ny definition af legitimitet i den demokratiske deltagelse og debat. I sin forenklede, men farlige logik, vil det holde alle interesseorganisationer, NGO'ere, partiernes egne organisationer og for den sags skyld den menige samfundsborger uden for politisk indflydelse, for den indflydelse er i Lars-Emil Johansens univers kun legitim, hvis man stiller op til valget og får folkets mandat, lyder replikken fra Brian Buus Pedersen.

Powered by Labrador CMS