valg

GA efter Olsvig-forvirring: Skab en troværdig råstofpolitik

Kritikken hagler fortsat ned over Inuit Ataqatigiit-formand Sara Olsvig, efter at Politiken lørdag skrev, at IA vil blæse på resultatet af en folkeafstemning om uran

- Inuit Ataqatigiits formand, Sara Olsvig, har med udtalelser til det danske dagblad Politiken skabt usikkerhed om den grønlandske råstofpolitik, siger direktøren for Grønlands Arbejdsgiverforening Brian Buus Pedersen

’Grønlandsk toppolitiker vil blæse på resultatet af en folkeafstemning’.

Sådan lød overskriften på en artikel, som lørdag blev publiceret på Politiken.dk.

Nu melder Grønlands Arbejdsgiverforening, GA, sig også på banen og forlanger stabilitet i råstofpolitiken.

- Inuit Ataqatigiits formand, Sara Olsvig, har med udtalelser til Politiken skabt usikkerhed om den grønlandske råstofpolitik ved at svare uklart på, om IA vil respektere et ja til udvinding af uran, hvis det bliver resultatet af en eventuel folkeafstemning, skriver direktøren for Grønlands Arbejdsgiverforening, Brian Buus Pedersen i en pressemeddelelse.

Læs: Kritikere lugter blod efter Olsvig-forvirring om uran

Læs: Olsvig forklarer sig efter Politiken-artikel om uran og folkeafstemning

Basis for en zigzag-kurs
Og videre skriver GA, at nu hvor Sara Olsvig og IA ifølge meningsmålingerne er i spil omkring dannelsen af et kommende Naalakkersuisut, så skaber Sara Olsvigs uklare udmelding bekymring i råstofbranchen og investorer i råstofsektoren.

- Det sker på et tidspunkt, hvor Grønland mere end nogensinde har brug for politisk stabilitet, og hvor investorerne har krav på forudsigelige rammebetingelser.

- Sara Olsvigs udtalelser understreger endnu mere vigtigheden af brede politiske beslutninger i Inatsisartut. Beslutningen om at ophæve nultolerancen overfor udvinding af uran skete ikke på et bredt politisk fundament, og det giver basis for en zigzag-kurs, siger Brian Buus Pedersen.

Siumut og SIK har også kritiseret Olsvig
En ifølge GA så uklar politisk kurs risikerer, at ellers lovende erhvervsprojekter giver op.

- Et mineprojekt kræver meget store langsigtede og tålmodige investeringer, men disse investeringer vil udeblive i mange år frem, hvis den politiske ustabilitet også fortsætter efter valget. Det er afgørende, at vi kan skabe den tillid, der skal til for at tiltrække de milliardinvesteringer og skabe de tusindvis af mulige arbejdspladser, som Grønland har så hårdt brug for, siger GA-direktør Brian Buus Pedersen.

Siumut og SIK har også langet kraftigt ud efter Inuit Ataqatigiit-formand Sara Olsvig for hendes kluntede udtalelser om en folkeafstemning om udvinding af sjældne jordarter - herunder uran - i minedrift og håndteringen af det følgende resultat.

Powered by Labrador CMS