Eksperimentbørn: Hvorfor giver de ikke bare den undskyldning?

Tre af de børn, der i 1951 blev fjernet fra deres familier overværede dagens debat i folketinget. Bagefter står de tilbage med blandede følelser

Helene Thiesen, Kristine Heinesen og Kristine Haraldsen overværede dagens debat i folketinget

Da folketingets politikere i dag diskuterede det overgreb, som 22 grønlandske børn blev udsat for i 1951, fulgte tre af de overlevende børn med fra tilhørerlogen.

Samtlige partiers ordfører anerkendte, at det var et overgreb, børnene blev udsat for. Men når det kommer til spørgsmålet om en officiel undskyldning, så er partierne delte.

Umiddelbart efter debatten føler de tre tilhører, at de hørte flere gode taler.

- Jeg syntes det var mere positivt end negativt, siger Helene Thiesen til Sermitsiaq.AG.

Samtidig udtrykker hun dog dyb skuffelse over, at social- og familieminister Mai Mercado (K) på vegne af regeringen endnu engang afviste muligheden for en undskyldning. Det er tydeligt, at det sårer hende, samt de to andre, Kristine Heinesen og Kristine Haraldsen dybt, at den danske regering fastholder den principielle holdning.

Venstres ordfører, Sten Knuth åbnede for første gang en lille sprække for muligheden for at give en undskyldning - og det var der blevet lagt mærke til.

- Han holdt faktisk også en god tale - af en Venstremand, at være, siger Helene Thielsen.

- Men hvorfor kan de ikke bare give os den undskyldning, bryder Kristine Heinesen ind.

Dermed fik hun med få ord understreget det spørgsmål, som de to grønlandske folketingsmedlemmer, Aleqa Hammond (NQ) og Aaja Chemnitz Larsen (IA) rettede mod regeringen: Hvordan kan I sige, at en undskyldning ikke gør nogen forskel, når de berørte så inderligt ønsker den?

Powered by Labrador CMS