Høringssvar: Forkert placering af ny lufthavn i Nuuk

Den ekstraordinære VVM-høringsrunde i forbindelse med anlæggelsen af en ny lufthavn i Nuuk har affødt fire kritiske høringssvar.

En lufthavnsmur vil skære igennem terrænnet mellem byen og Lille Malene. Det visuelle indtryk bekymrer flere borgere.
Offentliggjort

Knud Seblon fra Nuuk behøver ikke mange ord for at udtrykke sin kritik af lufthavnsprojektet i et høringssvar til den ekstraordinære VVM-redegørelse.

For tæt på boligområder

- Den nuværende placering ligger for tæt på boligområder og en placering udenfor Nuuk er mere hensigtsmæssig, skriver Knud Seblon kortfattet.

Kommuneqarfik Sermersooq har også sendt et høringssvar, hvor man udtrykker bekymring over støj- og støvgener samt forurening af Malenbugten. Desuden bekymrer det borgmester Asii Chemnitz Narup, at der ikke er gjort mere ud af at få den markante lufthavn til visuelt at blive et smukt vartegn for hovedstaden.

Arkitekt Peter Barfoed har i flere år kæmpet en indædt kamp mod selve placeringen og har peget på, at lufthavnen lå langt bedre placeret på øen Angisunnguaq.

Skønmaleri

- Grundlæggende betragter jeg VVM-redegørelsen som et forsøg på skønmaleri, konkluderer Peter Barfoed indledningsvist og kommer med et hav af argumenter for, at placeringen er kritisk.

Han frygter, at Lille Malene vil blive udsat for en voldsom skamfering, da man bliver nødt til at bortsprænge fjeld, der skal bruges som fyld. Han efterlyser i den forbindelse illustrationer i VVM-rapporten, der giver borgerne et indtryk af, hvordan fjeldet vil tage sig ud efter anlæggelsen af lufthavnen.

Sikkerhedslængde

Peter Barfoed forstår ikke, hvorfor sikkerhedslængden i begge ender af den 2.200 meter lange bane kun er på 150 meter, når anbefalingen i mange andre lande er 300 meter.

- De 300 meter er indført som lovkrav i EU og EØS-lande. Altså også i Norge og Island. Og USA og Canada. Men ikke i Grønland, som anlægger forældede lufthavne efter forældet lovgivning, konstaterer Peter Barfoed, der peger på, at 300 meter netop er et krav, fordi fly er skredet ud over baneender på grund af for korte sikkerhedsområder.

Støvgener

I forbindelse med bortsprængningen af de mange millioner kubikmeter fjeld vil der opstå støvgener, der vil gå ud over langrendsløjperne, mener arkitekten, der frygter, at skibakken bliver uanvendelig.

Han er også bekymret for, at forbrændingen af fuel fra flymotorerne vil sende partikelaffald via vinden og over i Cirkussøen, hvor er byens drikkevandsressource.

Støj- og støvgener optager Thomas Andor, der er nabo til lufthavnen. Han mener, at lufthavnen visuelt vil medføre et værditab på hans bolig. Derfor kræver han, at der fastsættes vilkår for, hvordan berørte boligejere kan få kompensation.

Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Indsats mod oversvømmelser i Nuuk
Efter de store mængder regn, der faldt over Nuuk i går, har personalet ved Materiealegården haft en travl morgen med at håndtere oversvømmelser flere steder i byen. I midtbyen har der været...
Powered by Labrador CMS