Naalakkersuisut: Ud i lyset med lufthavnsbyggeriet

Naleraq og IA har flere gange brokket sig over lukkethed omkring lufthavnsbyggeriet fra det tidligere naalakkersuisut. Nu vil partierne ændre på lukketheden og gøre information om projektet mere offentligt tilgængelige.

Da Inuit Ataqatigiit og Naleraq sad i oppositionen var de langt fra tilfredse med informationsniveauet om lufthavnsprojektet.

Lufthavnspakkerne er den største anlægsinvestering, som landet har foretaget. Den vedtagede lufthavnspakke omfattede en samlet investering på 3,6 milliarder kroner.

Tidligere i år er det kommet frem, at Kalaallit Airports arbejder på at få et ekstra lån på 900 millioner kroner til lufthavnene i Nuuk og Ilulissat, hvilket er en budgetoverskridelse på 30 procent. Samtidig har der været længerevarende spekulationer på, hvor prisen for lufthavnen i syd vil ende, da første budrunde blev annuleret, fordi de tilbud, der blev modtaget, var for dyre.

Indkalder formand og udvalg

Både Inuit Ataqatigiit og Naleraq har som opposition klaget over den manglende åbenhed om landet største investering.

Derfor vil Naalakkersuisoq for Infrastruktur, Naaja Nathanielsen og Naalakkersuisoq for Indenrigsanliggender, Asii Chemnitz Narup arbejde for, at oplysninger om projektet bliver lagt frem.

- Vi har stor forståelse for behovet for viden og klarhed over lufthavnspakken. Derfor har vi arbejdet målrettet på at skabe det fornødne overblik. Partiformændene samt Inatsisartuts Finansudvalg og Anlægsudvalg vil indenfor kort tid modtage invitation til et orienteringsmøde, hvor vi vil oplyse om status på projekterne og redegøre for situationen, skriver de to Naalakkersuisut.

Mere information til offentligheden

Efter Inatsisartut er informeret skal resten af offentligheden også have adgang.

- Umiddelbart herefter vil det øvrige Inatsisartut samt landets borgere få en redegørelse. Vi vil både fremsende materialer til pressen og fremlægge relevante informationer på Naalakkersuisuts hjemmeside. Dette arbejde er i tråd med koalitionens ønske om åbenhed og dialog og vi ser frem til de kommende drøftelser, skriver Naaja Nathanielsen og Asii Chemnitz Narup.

De to Naalakkersuisut forventer at informere hele Inatsisartut i løbet af juni måned.

Powered by Labrador CMS