Naaja Nathanielsen: De afviste penge er en misforståelse

Dårlig kommunikation er skyld, i at naalakkersuiut har afvist et tilbud om to millioner kroner til foreningen for borgere fra Illorsuit. Naalakkersuisut troede, pengene skulle gå til aktiviteter i den nu nedlagte bygd, og det ville de ikke støtte, da der fortsat er stor risiko for tsunami i området.

Borgerne fra illorsuit ønsker fortsat at komme tilbage til deres hjem. Men der er stor fare for fjeldskred og tsunamier i området, viser undersøgelser.

En del af Nordatlantpuljen på den danske finanslov for 2022 var på vej til borgerne fra Illorsuit, som har dannet en forening, da bygden blev evakueret i 2017 efter et fjeldskred og en voldsom tsunami. Men sådan skulle det ikke gå.

Naalakkersuisut har nemlig afvist ideen overfor det danske finansministerie, fordi de troede at pengene skulle bruges til aktiviteter i Illorsuit, som fortsat er et risikoområde. Det fortæller Naaja Nathanielsen til KNR.

Naaja Nathanielsen oplyser til public Service-stationen, at det en misforståelse, der er skyld i, at foreningen for borgere fra illorsuit ikke får to millioner kroner, som folketinget var klar til at afsætte over de næste fire år.

Forstår forvirringen

I et notat fra Finansministeriet fremgår det, at naalakkersuisut i forbindelse med udmøntningen af Nordatlantpuljen på finansloven 2022 har frarådet at pengene skulle gå til foreningen for borgere fra Illorsuit – Peqatigiiffik.

- Finansministeriet har været i dialog med Grønlands Selvstyre om initiativet, der ikke har tilkendegivet opbakning hertil. Ifølge det oplyste fra Selvstyret skal dette bl.a. ses i lyset af, at det ikke vurderes fagligt forsvarligt med en tilbagevenden af beboere til bygden. I lyset af Selvstyrets tilkendegivelse foreslås initiativet ikke prioriteret, lyder svaret fra finansministeriet i Danmark.

Naaja Nathanielsen oplyser til KNR, at hun godt kan forstå, at det forvirrer folk hvis Naalakkersuisut har noget imod, at der gives penge til Peqatigiiffik Illorsuarmiut.

- Dét, vi ikke kan støtte fra Naalakkersuisuts side, er aktiviteter, der finder sted i selve Illorsuit og aktiviteter, der går på genåbning af bygden. Og det handler om, at det er et fareområde, siger hun.

Der er aftsat penge til varslingssystem

Men det er altså ifølge Aki-Matilda Høegh-Dam ikke det, pengene skal bruges til, så naalakkersuisuts afvisning er ifølge Naaja Nathanielsen lavet på et forkert grundlag.

Siumuts folketingsmedlem, Aki-Matilda Høegh-Dam, som står bag ideen med at foreningen skulle på finansloven, understreger, at pengene skulle bruges til at forbedre forholdende for de evakuerede borgere fra Illorsuit og en udredning af, hvilke rettigheder borgerne har i forhold til deres situation.

Ifølge Naaja Nathanielsen må der være sket en misforståelse i kommunikationen et eller andet sted på forslagets færd fra Folketinget til Naalakkersuisut, siger hun til KNR.

Der er ifølge Naaja Nathanielsen afsat ni millioner kroner på finansloven her i landet til udvikling af et varslingssystem der kan advare borgere i områderne ved Karrat Fjorden mod nye fjeldskred og tsunamier, som skal gøre området mere sikkert igen.

Powered by Labrador CMS