Múte B. Egede: Konservative er galt afmarcheret

Múte B. Egede mener, at konservatives forslag om et ministerium for Rigsfællesskabet rammer helt forbi målet om, at Grønland skal have mere selvbestemmelse.

Et forslag fra de konservative har skabt debat hos borgere og politikere blandt andet under et arrangement i kulturhuset i Nuuk onsdag. Her deltog dog ingen politikere fra koalitionspartierne. Siumut valgte bevidst ikke at dukke op, mens IA ikke havde mulighed for at stille med en politiker.

Forslaget har ifølge Rasmus Jarlov til formål at styrke sammenhængskraften i Rigsfællesskabet, men det har fået en blandet modtagelse af borgere og politikere her i landet.

Formanden for naalakkersuisut, Múte B. Egede, mener, at forslaget helt overordnet går i den forkerte retning.

- Grønland har sit eget parlament, sin egen regering og egne ansvarsområder, samt flere der skal overtages. Grundlaget for at Grønland skal være mere selvbærende er lagt med Selvstyreloven, og det er den vej vi skal.

Folketingsmedlem bakker op om dele af forslag

Múte B. Egede understreger, at enhver selvfølgelig har lov at starte en debat og ytre sine holdninger om Rigsfællesskabet frit.

Partikollegaen Aaja Chemnitz Larsen støtter forslaget om et rigsfællesskabsministerium og blandt andet mere TV og undervisning i skolerne om Grønland, som også er en del af forslaget.

- Fordelen ved en minister, som er dedikeret er, at der kan komme fokus og prioritering på de gamle love og mange områder, som strander til i systemet i mange forskellige ministerier. Der er brug for en klar prioritering fra Naalakkersuisut på alle de områder, som varetages i Danmark, så det er Grønland, som sætter retningen og bestemmer tempoet. Abortlovgivning er for eksempel fra 1962, mens 14 områder under Transportområdet er forsømt over de seneste to årtier, siger hun til avisen AG.

Det må de klare selv

Múte B. Egede vil da heller ikke afvise, at der kan være delelementer i forslaget, som kan være okay.

- Der kan jo være dele af forslaget, man kan være enig i, men overordnet mener jeg virkelig, det trækker i den forkerte retning.

Det er ikke heller ikke ideen om, at danskerne skal lære mere om Grønland og Færøerne der imponerer formanden for naalakkersuisut mest.

- Danskerne kan selv tage sig af det, hvis de skal have mere viden om Grønland og Færøerne som de ikke har haft fokus nok på i de sidste mange år.

Powered by Labrador CMS