Moskus-sag: Politiet søger fortsat vidner

Grønlands Politi søger fortsat efter vidner om de efterladte moskusokser på to områder syd for Upernavik. En person, der har fanget moskusokser et andet sted er sigtet under efterforskningen.

Grønlands Politi leder fortsat efter vidner, der kan have kendskab til de efterladte, døde moskusokser ved Millorfik og Amitsoq syd for Upernavik, der blev anmeldt til politiet den 10. august.

De omkring 30 dyr er efterladt, uden kødet var taget.

Søger vidner

Grønlands Politi skriver i en pressemeddelelse, at de fortsat har brug for offentlighedens hjælp i forbindelse med efterforskningen.

Derfor bedes borgere, der kan have set personer ved Millorfik og Amitsoq syd for Upernavik i dagene op til den 10. august, at rette henvendelse til politiet på 701448.

- Efterforskerne har stødt på flere moskusoksekadavere, men der er ikke umiddelbart fundet de afgørende spor eller henvendelser vedrørende de 30 døde moskusokser, og derfor søges der fortsat efter vidner, skriver politiet.

En person sigtet

Da der manglede spor og beviser i sagen vurderede politiet tilbage i august, at det var nødvendigt at bede offentligheden om hjælp. Det resulterede i flere henvendelser fra borgere, hvilket gav politiet et gennembrud der førte til, at en person er sigtet under efterforskningen. Vedkommende skulle have været på ulovlig moskusjagt et andet sted ved Upernavik.

- Grønlands Politi kunne tidligere berette d. 17. august, at pågældende efterforskningen har ledt til, at personer er blevet sigtet for ulovlig moskusjagt på 6 moskusokser i Arfertuarssuk, syd for Upernavik.

Powered by Labrador CMS