Minister: Pituffik-opgradering er ikke nært forestående

Amerikanerne forventer ikke, at en større opgradering af Pituffik - Thule Basen - er 'nært forestående', oplyser den danske udenrigsminister.

- og Naalakkersuisut er bekendt med den i artiklen omtalte markedsanalyse. De amerikanske myndigheder har oplyst, at markedsanalysen for indeværende ikke har resulteret i konkrete udbud, og har således ikke afstedkommet bygge- eller anlægsaktiviteter på basen, oplyser Jeppe Kofod. Udenrigsministeriet

Hvad ved den danske regering om en muligt forestående modernisering af Pituffik? Det har folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) spurgt den danske udenrigsminister om i forlængelse af en artikel i den danske avis Weekendavisen.

Ministeren svarer, at en større modernisering eller opgradering ikke er lige om hjørnet.

Ifølge Weekendavisen efterlyste amerikanske ingeniørtropper, the US Corps of Engineers, allerede i september 2020 rådgivende ingeniører, der vil påtage sig at styre en opgradering af basen.

- Budgettet alene til rådgivningen lød på 250.000.000 USD eller cirka 1,6 milliarder kroner, skrev Weekendavisen. Et udbud skulle ifølge avisens kilder være undervejs i enten december eller i første halvdel af 2022.

Bekendt med markedsanalyse

Det har udenrigsministeren dog ikke umiddelbart viden om. I sit svar til Aaja Chemnitz Larsen understreger udenrigsministeren, at den danske regering og Naalakkersuisut bliver løbende orienteret af amerikanske myndigheder om aktiviteter på Pituffik i det såkaldte Permanente Udvalg:

- Udenrigsministeriet og Naalakkersuisut er bekendt med den i artiklen omtalte markedsanalyse. De amerikanske myndigheder har oplyst, at markedsanalysen for indeværende ikke har resulteret i konkrete udbud, og har således ikke afstedkommet bygge- eller anlægsaktiviteter på basen. Fra amerikansk side, forventes det heller ikke at være nært forestående, skriver Jeppe Kofod til folketingsmedlemmet.

Også Siumuts folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam har spurgt ind til sagen. Det skete ved en spørgetime i Folketinget, hvor statsminister Metter Frederiksen ikke kunne bidrage til at belyse sagen. Aki-Matilda Høegh-Dam sagde, at hun vil følge sagen, og at det vigtigste for hende er, at Grønland får besked, hvis der skal ske store ændringer på Pituffik.

Powered by Labrador CMS