Statsminister glider af på Pituffik-spørgsmål
Mette Frederiksen ville ikke svare direkte på, om hun har informeret Naalakkersuisut om en mulig opgradering af Pituffik - Thule Air Base. - Der er en tæt dialog om den amerikanske tilstedeværelse, forsikrede statsministeren.
Den danske journalist Martin Breum har for nyligt beskrevet i det danske medie Weekendavisen, hvordan USA ifølge flere anonyme kilder er ved at planlægge en omfattende modernisering af Pituffik.
Historien nåede tirsdag ind i Folketinget, hvor folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam (S) spurgte statsminister Mette Frederiksen ind til sagen.
Aki-Matilda Høegh-Dam refererede til Igaliku-aftalen, hvor USA har forpligtet sig til at orientere Grønland og Danmark om kommende væsentlige ændringer på Pituffik.
- Er statsministeren blevet informeret om sådanne planer og i så fald, har man så sikret sig at informere Naalakkersuisut, lød spørgsmålet fra Aki-Matilda Høegh-Dam.
- Vi har tæt dialog
Statsminister Mette Frederiksen svarede dog ikke direkte på spørgsmålet:
- Det, jeg kan sige, det er, at vi sammen med Grønland er i tæt dialog med USA om den amerikanske militære tilstedeværelse i Grønland. Når det drejer sig om så specifikke forhold hvad angår Thule Basen, så vil jeg vurdere, at Udenrigspolitisk Nævn er det rigtige sted der orienteres og ikke her i folketingssalen, lød det fra Mette Frederiksen.
Aki-Matilda Høegh-Dam prøvede med et nyt spørgsmål at få svar på, om der er gået oplysninger om sagen til Grønland:
- Så vidt jeg kan forstå er hverken Grønlandsudvalget eller UPN (Udenrigspolitisk Nævn, red) informeret. Hvis det her er blevet diskuteret har man så sikret sig, at de oplysninger er givet videre til naalakkersuisut og Inatsisartut?
Udvalg har intet hørt
Det førte dog kun til en gentagelse fra statsministeren:
- Den afklaring kan jeg ikke give, i forhold til hvad der måtte gøre sig gældende i Grønland. Jeg kan gentage, hvad jeg sagde før, at vi har sammen med Grønland en løbende tæt dialog hvad angår den amerikanske tilstedeværelse i forhold til Thule Basen. Og her i Folketinget er det Udenrigspolitisk Nævn, der løbende orienteres om samme forhold, sagde Mette Frederiksen.
Aki-Matilda Høegh-Dam uddyber overfor Sermitsiaq.AG, at det vigtigste for hende er, at Grønland bliver inddraget i en eventuel modernisering og opgradering af Pituffik.
Ifølge Weekendavisen efterlyste amerikanske ingeniørtropper, the US Corps of Engineers, allerede i september 2020 rådgivende ingeniører, der vil påtage sig at styre en opgradering af basen.
- Budgettet alene til rådgivningen lød på 250.000.000 USD eller cirka 1,6 milliarder kroner, skriver Weekendavisen. Ifølge avisens kilder kan der komme et decideret udbud i december eller i første halvdel af 2022 på opgaven. Ifølge avisen lød beskrivelsen i et teknisk opslag fra september 2020 på opførelse eller opgradering af adskillige hangarer og bygninger, træningsfaciliteter, landingsbaner, brændstofanlæg, ammunitionsdepoter, spisehaller, barakker, kontorer, laboratorier på basen.
Den nye formand for Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg i Inatsisartut, Jens Napaattooq (N), siger til Sermitsiaq.AG, at han ikke har fået oplysninger fra Naalakkersuisut om nogen modernisering af Pituffik. Det samme siger Sofia Geisler (IA), der var formand for udvalget frem til 24. november:
- Frem til den 24. november har jeg som formand ikke været vidende om det her, siger Sofia Geisler, der i øvrigt ikke har nogen kommentarer til historien om den forestående modernisering af Pituffik.
Spørgsmål stillet til udenrigsministeren
Også folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) vil have mere at vide, og hun har 22. november spurgt udenrigsminister Jeppe Kofod, om regeringen vurderer, at moderniseringen af basen vil medføre en permanent udvidet amerikansk militær tilstedeværelse i Arktis.
Udenrigsministeren har endnu ikke svaret på spørgsmålet.
Til avisen Sermitsiaq siger lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen, at USA i henhold til baseaftalen i princippet må udbygge basen, så meget de vil – også uden tilsagn fra Danmark og Grønland.
– Amerikanerne bør selvfølgelig informere om deres planer, men omvendt hvis det kun handler om en oprustning ved Pituffik, så kan hverken Grønland eller Danmark modsætte sig. USA kan endda indsætte atomvåben, uden at vi har vetoret. Så man skal være opmærksom på, at vi ikke står særlig stærkt over for USA, når det kommer til Pituffik. Men hvis det handler om at øge den militære tilstedeværelse uden for Pituffik, så kræver det en forhandling med Grønland og Danmark, siger Peter Viggo Jakobsen til Sermitsiaq.
Formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), er bortrejst af personlige årsager og har af den grund ikke haft mulighed for at kommentere på sagen.