#MeToo hedder #Killiliisa på grønlandsk
De ti kvinder, der stod frem og fortalte om sexchikane på Siumuts partigang, fik sat skub MeToo-bevægelsen i Grønland, siger markante kvinder. Her til lands kom den til at hedde 'killiliisa', lad os sætte grænser.
Det har ændret debatten om sexchikane i landet, at ti kvinder er stået frem og har fortalt om problemet på Siumuts partigang. Det siger fremtrædende kvinder til Sermitsiaq.AG.
- Det er så stærkt at de tager dette op, så vi alle kan vågne op. Det er rigtig vigtigt. Endelig er MeToo også kommet til Grønland, siger Anne Sofie Hardenberg, der selv har oplevet seksuelle krænkelser i det politiske liv, der går helt tilbage til 90’erne.
Det var blot ti dage inden den 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, at Sermitsiaq.AG første gang kunne fortælle om de ti kvinders anklager. Dermed kommer debatten uundgåeligt også til at sætte sit præg på kampdagen.
#Killiliisa
Dagen efter artiklen blev offentliggjort, stod flere af de ti kvinder frem på facebook. Flere tilføjede #MeToo, men alle også #Killiliisa. De havde således taget navnet fra Selvstyrets kampagne mod overgreb på børn til sig og gjort det til deres eget. Budskabet om at sætte grænser spredte sig hurtigt på de sociale medier.
- Nu er MeToo endelig kommet til Grønland, og nu kan det ikke stoppes igen. Man må huske, hvor mange ti kvinder er, når man tænker på befolkningens størrelse, siger Anne Sofie Hardenberg.
MeToo-bølgen startede, da i første omgang mere end 12 kvinder i New York Times og The New Yorker i 2017 anklagede filmproduceren Harvey Weinstein for sexchikane, seksuelle ovegreb og voldtægt. Siden voksede det tal til 80 kvinder og MeToo-bevægelsen var en realitet.
MeToo fængede ikke
Det var dog som om, den aldrig nåede frem til Grønland.
- Vi har i Ligestillingsrådet flere gange forsøgt at rejse debatten, men der var ikke rigtig nogen respons, siger den erfarne kvindesagsforkæmper Inge Olsvig Brandt, der er sekretariatschef i Ligestillingsrådet.
- Sidste år havde vi et arrangement med NAPA (Norden Institut i Grønland, red), men det kom der ikke rigtig noget ud af.
Mari Laursen var en af de første kvinder, der stod frem på facebook.
- MeToo kom til Grønland næsten samtidigt med at den blev opfundet. Men folket gjorde ikke brug af den. Hvorfor det var sådan, er til diskussion, siger hun til Sermitsiaq.AG.
Frygt for konsekvenser
Inge Olsvig Brandt har et bud på nogle af årsagerne.
- Jeg tror man endnu ikke var klar til at tage fat på det, fordi emnet er så stort og angstfyldt. Rigtig mange har været bange for at åbne op, fordi de har frygtet, at det vil gå ud over dem for eksempel på deres arbejde. De har frygtet, at de bliver negligeret eller grinet af, og det er jo rent faktisk det, der ofte er sket, når vi har rejst spørgsmålet om sexchikane. Man risikerer, at det bliver vendt mod den, der står frem.
Jeg kan i hvert fald sove bedre nu.
Harvey Weinstein blev i sidste uge dømt for et seksuelt overgreb og en voldtægt. En af de første kvinder, der som de første rejste beskyldninger mod ham, skuespilleren Rose McGowan peger på, at det var afgørende vigtigt, at så mange stod frem sammen.
Anne Sofie Hardenberg mener også, at det gjorde en stor forskel for debatten her i landet, at de ti kvinder stod skulder ved skulder.
- Jeg har tit tænkt på, om jeg skulle sige noget, men ventede hele tiden på, at andre også skulle gøre det. Derfor er det så stærkt, at de ti står sammen. Det har gjort hele forskellen. Nu kan debatten ikke længere stoppes, siger hun.
- Kræver mere end en generation
For Mari Laursen har det været nogle hårde uger, men i dag er hun tilfreds.
- Vi har synliggjort Killiliisa og det er jeg glad for. Jeg ved, det nok kræver mere end en generation til at skifte et samfundssyn på et bestemt emne, siger hun.
- Men nu er der kommet et skub, som det ikke lykkedes for 8. marts-gruppen at sætte i gang.
- Jeg kan i hvert fald sove bedre nu.