Løkke om Kangerlussuaq: Vi kan være heldige, at der er sammenfaldende ønsker

Kangerlussuaqs fremtid er fortsat ikke afklaret og afhænger af en aftale mellem den danske regering og Naalakkersuisut. Løkke åbner døren på klem.

I denne uge er den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i Nuuk i forbindelse med EU Arctic Forum.
Offentliggjort

I mere end fire år har borgere i Kangerlussuaq måtte væbne sig med tålmodighed i forhold til om deres fremtid kan forblive i hjembyen eller om de skal rykkes op med rode og flytte andre steder hen i landet for at finde beskæftigelse.

Flere er allerede flyttet, fordi de forventer, at lufthavnen lukkes for kommercielt brug og, at arbejdspladserne i den forbindelse forsvinder.

Da man vedtog lufthavnspakken, var det med et scenarie i de økonomiske beregninger om, at Kangerlussuaq og Narsarsuaq ikke skulle fortsætte som atlantlufthavne. Men politikerne tog aldrig konkret stilling til spørgsmålet, og siden da har det været særdeles svært at få klare svar fra politikerne om lufthavnenes fremtid.

For et år siden kom der afklaring om, at Narsarsuaq skal være heliport og nu er der bare spørgsmålet om Kangerlussuaq tilbage.

Forståelse for ønsket

Naalakkersuisoq for infrastuktur Erik Jensen (S) oplyser, at man fortsat afventer en endelig aftale med den danske regering om økonomien for lufthavnen og dermed også bygdens fremtid.

Aftalen med den danske regering er blevet forsinket ad flere omgange senest på grund af folketingsvalg, siger Erik Jensen.

I denne uge er den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i Nuuk i forbindelse med EU Arctic Forum. Sermitsiaq.AG har spurgt ham, hvad den danske regering er klar til at aftale om Kangerlsusuaq.

- Jeg forstår godt, hvis man fra grønlandsk side ønsker at fastholde status qou, selvom man også kunne gå en anden vej, siger udenrigsministeren.

Forståelse for kovending

på trods af de oprindelige planer om at nedskallere/lukke Kangerlussuaq, er udmeldingen fra Erik Jensen nu altså, at man fortsat arbejder på at bibeholde Kangerlussuaq som kommerciel atlantlufthavn. Det kræver dog, at der findes penge til driften, og det skal ske i en aftale med den danske regering i forhold til forsvarets ønsker om fortsat at bruge af lufthavnen.

Den udmelding vil den danske regering forholde sig til, siger Lars Løkke Rasmussen, som respektere, at naalakkersuisut har ændret kurs i forhold til de oprindelige planer.

- Der er en by omkring Kangerlussuaq og der er også et potentiale turistmæssigt. Hvis det er en grønlandsk ambition, at man skal fastholde det - og det skal jeg ikke blande mig i - så er det en grønlandsk ambition og den skal vi tage med i det overordnede billede.

Problemet opstår først, når de nye lufthavne står klar

Udenrigsministeren påpeger, at de nye lufthavne er bygget til civile formål dermed har nogle begrænsninger i forhold til forsvarets brug.

- Derfor kan der godt opstå en situation, hvor der sådan set er et positivt sammenfald i interesser om Kangerlussuaq, både forsvarspolitiske og udviklingspolitiske. Det er det, vi må afdække den kommende tid, siger han.

Med det svar tyder intet på, at der er en beslutning undervejs lige foreløbigt, men Løkke mener heller ikke problemet er presserende.

- Politik består i at løse problemer med rettidig omhu og lige nu er der ikke noget problem. Det opstår først, når de nye lufthavne står klar til brug, og så skal der findes en løsning inden da. Det føler jeg mig tryg ved, at vi kan.

Powered by Labrador CMS