Kommentator: Tiden rinder ud for Múte

I morgen starter efterårssamlingen, men befolkningen mangler fortsat en klar melding fra regeringschefen om de politiske konsekvenser af Broberg-sagen

I august besøgte den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken Grønland, og allerede dengang kom der udmeldinger fra Pele Broberg som skabte røre i andedammen.

Tiden går, og selv om det er vigtigt at give sig tid til at træffe den rigtige beslutning, er der en bagkant. I morgen starter efterårssamlingen, og det vil lamme det parlamentariske arbejde, hvis det skal foregå i skyggen af en uafklaret politisk situation om landets ledelse.

- Al logik siger, at der må komme en udmelding i dag eller senest i morgen tidlig fra Múte B. Egede, siger Christian Schultz-Lorentzen, politisk kommentator og chefredaktør for avisen AG i en kommentar til det politiske kaos, som Broberg-sagen har udløst.

Chefredaktøren anfører, at det haster ekstra med en hurtig afklaring, fordi det er vigtige politiske linjer og økonomiske beslutninger, der er på dagsordenen, når Inatsisartut mødes til efterårssamlingen, hvor især finansloven – landets husholdningsbudget for næste år – skal vedtages.

Store emner på dagsordenen

Dertil kommer morgendagens valg af formand til Inatsisartut samt åbningstalen af formanden for Naalakkersuisut.

- Det er meget svært at se, hvordan åbningen af efterårssamlingen skal kunne gennemføres, hvis Múte B. Egede ikke forinden har præsenteret en løsning på regerings-krisen og vist et politisk lederskab i en – indrømmet - vanskelig situation, siger Christian Schultz-Lorentzen.

Det er nu fem dage siden, at Múte B. Egede måtte udsende en pressemeddelelse og imødegå sit egen regeringsmedlem, Naleraqs Pele Broberg, der til avisens Berlingske havde udtalt sig om, hvorvidt det kun var folk med en inuitbaggrund, der skulle have lov til at stemme ved en eventuel folkeafstemning om selvstændighed.

Afventer Mútes udmelding

En politisk håndgranat, der fik koalitionen til at slå revner.

- Múte B. Egede har siden været på overarbejde, og hele befolkningen venter spændt på resultatet. Ingen tvivl om, at der er blevet diskuteret rokader inden for koalitionen. Men IA, hvor betydningsfulde politiske profiler ikke ønsker, at Naleraq skal have udenrigsposten fremhover, har givet vis også sonderet koalitions-muligheder med andre partier, uanset hvor vanskeligt det kan se ud i teoribogen for politik, siger Christian Schultz-Lorentzen.

Alt er tilsyneladende i spil. Men tiden er ved at løbe ud, hvis regerings-krisen ikke skal underminere efterårssamlingen.

Powered by Labrador CMS