København: Nyt mødested for unge grønlændere

Café Ilik åbner døren til et rusmiddelfrit miljø, hvor unge grønlænder kan hygge sig og få en håndsrækning. Frivillige og socialfagligt personale vil her tilbyde de unge et trygt alternativ til gaden.

Café Ilik åbner på adressen Emblasgade 175 på på grænsen mellem Østerbro og Nørrebro i København

Et grønlandsk fællesskab, der er et alternativ til misbrugsmiljøerne på for eksempel Sundholm og Christiania. Det er målet for Café Ilik, der åbner 11. februar.

- Her vil de unge udsatte kunne mødes i et grønlandsk miljø to aftener om ugen for at hygge sig, men der vil også være tilbud om hjælp, fortæller Mille Schiermacher fra Det Grønlandske Hus i København.

Som vi har fortalt i en serie artikler her på Sermitsiaq.AG, er et stigende antal unge fra Grønland havnet i det københavnske misbrugsmiljø. Caféen og den tilknyttede mentorordning er en reaktion på den udvikling. I modsætning til den hidtidige mentorordning, så vil arbejdet her også omfatte en opsøgende indsats.

Opsøgende arbejde

Ivalu Lund er projektets opsøgende medarbejder og skal knytte kontakt til de unge ved at opsøge dem på deres tilholdssteder i København - også om aftenen. Og hun er klar over, at der bliver tale om de lange seje træk.

- Det bliver et spørgsmål om at være vedholdende. Hvis jeg bliver afvist første gang, så er det faktisk en succes, for så ved at jeg har fat i de rigtige - og så vil jeg vende tilbage sidenhen, siger Ivalu Lund.

En undersøgelse koordineret af Det Grønlandske Hus viser, at mange af de udsatte unge ikke søger hjælp eller først søger den meget sent.

- Mange af disse unge har oplevet svigt på svigt, så det vil tage tid at opbygge en relation, supplerer Mille Schiermacher.

Tanken med den opsøgende indsats er derfor også at få hurtigere fat i de unge - inden de synker så dybt ned i misbrugsmiljøet, at de mangler kræfterne til at kæmpe sig ud igen.

- På Caféen vil de unge kunne få et måltid mad, en kop kaffe, hygge sig - få lidt ro, siger Ivalu Lund.

Frivillige kan få en anden relation

På Caféen vil der desuden altid være frivillige fra mentorordningen tilstede i åbningstiden. I første omgang er de primært tilstede for at tale med de unge og hygge sig sammen med dem. Amalie Lolk Mortensen er en ad dem, der har meldt sig til den opgave.

- Som frivillige kan vi få en anden relation til de unge end man kan som professionel socialarbejder. Alene det, at de unge oplever, at der er nogen, der bruger deres fritid på dem, er en positiv oplevelse for dem, forklarer hun. Amalie Lolk Mortensen har allerede i halvandet år arbejdet i den hidtidige mentorordning. Hvis nogen af de unge i Caféen føler sig klar til et mentorforløb, så er hun også klar til det.

- Her vil det for eksempel kunne handle om at drøfte om, hvilken uddannelse, der er en mulighed for den unge, samt hvad der skal til for at komme i gang med den og gennemføre den, forklarer Amalie Lolk Mortensen.

Individuelle mål

Derudover er mentoren også en, som man kan tale med, og som kan hjælpe lidt med at guide igennem det danske system. Når det gælder den egentlige socialfaglige indsats, så er de professionelle socialrådgivere klar til at hjælpe.

Mille Schiermacher forklarer, at det er vigtigt at sætte individuelle succeskriterier op sammen med de unge selv.

- For nogle vil succeskriteriet måske blot være, at de møder op på Caféen en gang om ugen og får lidt ro fra det stressende liv i misbrugsmiljøet. For andre vil det være, at de indgår i et egentligt mentorforløb og kommer i gang med en uddannelse.

Som det er i dag vælger en stor andel af de udsatte unge Christiania eller Sundholm, som det første sted de søger hen, når de kommer til København. Mille Schiermacher håber, at Café Ilik kan gå hen og blive et alternativ.

Café Ilik vil være åben mandag og onsdag fra klokken 16 til 21.

Du kan læse alle artikler om problemstillingen ved at følge dette link.

Powered by Labrador CMS