- Man skal ikke være på Sundholm i lang tid - man bliver sindssyg

Sussie står og hygger sig udenfor Natcaféen på Sundholm sammen med en gruppe andre grønlændere. Grønlandsk musik kommer ud af den lille afspiller, de har stående. Der er indkøbt six-packs med dåseøl. Selv står Sussie med en sodvandsflaske med en lidt ubestemmelig vædske.

Hun virker på ingen måde beruset. Stemmen er fast og øjnene klare - hendes fortælling er fuldstændig sammenhængende.

Efter en kort drøftelse indvilger hun i at tale med den fremmede journalist, så længe vi nøjes med at nævne hendes fornavn.

- Det er hårdt at være hjemløs, rigtig hårdt - især om vinteren, fortæller hun, efter vi er trukket lidt afsides fra gruppen og har sat os på et dørtrin.

Sussie er 40 år. Hun flyttede for syv år siden til Danmark sammen med hendes mand. Sammen med Sussies børn slog de sig ned i Sønderborg, hvor hendes mand kommer fra.

- Så blev vi skilt, og jeg blev hjemløs og havnede her på Sundholm, fortæller hun særdeles usentimentalt.

Fællesskabet

Hun forklarer, at huset var hans, og derfor havde hun pludselig ikke tag over hovedet. Sussie flyttede straks til København. For som hun siger: Sønderborg er ikke lige hende.

- Jeg vil helst bo i København, fordi jeg føler mig mere tryg her. Alle mine nærmeste venner og familie bor her.

Vejen videre til Sundholm gik gennem bekendte.

- Jeg kendte nogen hjemløse grønlændere, der bor her. De fortalte, at jeg kan blive skrevet op, og så fik jeg et værelse.

Hun fik et værelse på Herbergscentret, hvor hjemløse kan bo i en periode. På Sundholm har hun fundet et fællesskab med andre grønlændere, som gør, at hun føler sig tryg netop her.

- Jeg kender alle herude.

- Vi holder sammen og hjælper hinanden. Hvis du ikke har noget, så er der nogen, der giver. Så hvis jeg har noget, så giver jeg. Vi beskytter hinanden, også hvis der komme nogen udefra.

- Man skal holde øje hele tiden

Fællesskabet er dog kun den lyse side af at holde til på Sundholm. Der er også en skyggeside - og skyggerne er mørke.

- Man skal ikke være her på Sundholm for længe, for så bliver man sindssyg.

- Der sker så mange ting her. Alle er alkoholikere og nogle har problemer med stoffer, og når de ikke har stoffer, så bliver de helt tossede i hovedet, så er der slåskamp. Så man skal bare passe på.

- Du skal holde øje næsten hele tiden og være forberedt på, hvad der kan ske. Og du skal passe på, hvad du siger.

Sover hos venner

Trods dette holder Sussie stadigvæk til herude - og det har hun gjort i fire år. Et værelse på Sundholm har hun dog ikke længere.

- Jeg er gået amok på personalet. Nogle gange forstår de ikke os - hvordan vi er. Så jeg gik fuldstændig amok, så nu må jeg ikke få et værelse her på Sundholm. Men her holder jeg mig bedre oppe, fordi jeg kender området og menneskene.

Lige her stopper hun lidt op i sin fortælling. Øjnene bliver fugtige og afslører en dyb smerte, hvis præcise rødder man kun kan gisne om.

- Jeg er heldig, at jeg har nogle venner, som jeg kan overnatte hos, siger Sussie.

- Det er hårdt, når det er ved at blive mørkt og koldt, og jeg tænker, hvor jeg skal hen, og hvor er mine venner - vil de ikke lige spørge mig, om jeg vil sove hos dem.

Tæt på voldtægt

På et herberg, der tilbyder en seng for en nat, tør hun ikke længere at sove.

- Jeg tør ikke at sove på herberget, fordi jeg sidste år nær var blevet voldtaget.

- Hvor meget skal man som hjemløs passe på sig selv, så man ikke bliver udsat for voldtægt?

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal siger, svare Sussie efter en kort tøven.

- Man skal bare passe på sig selv. Specielt over for folk man ikke kender.

Du kan finde de øvrige artikler om emnet via dette link.