Kim Kielsen går efter magten igen

Siumuts tidligere formand tabte et kampvalg under partiets sidste landsmøde i 2020, hvor Erik Jensen satte sig i formandsstolen. Nu vil han generobre førersædet i partiet. Han mener, at han kan tilføre partiet det der skal til for at blive landets førende parti igen.

Kim Kielsen fik flest stemmer af Siumuts kandidater ved Inatsisartutvalget i 2021 (1.845 stemmer ) på trods af, at Erik Jensen (1.186 stemmer ) var nyudnævnt formand for partiet.

Kim Kielsen tabte som bekendt til sin udfordrer Erik Jensen med stemmerne 39-32 i anden runde af et kampvalg på partiets landsmøde i november 2020.

Kielsen siger, at det tætte valg forpligter ham til at genopstille, men samtidigt erklærer han at have lært af den kritik mod ham, der i sidste ende væltede ham som formand:

- Jeg har lyttet til, og lært af den kritik jeg har modtaget under min ledelse af partiet. Jeg er blevet kritiseret for at være for indelukket og enerådig. Jeg har lært af det og taget det til efterretning, så der vil komme ændringer, hvis landsmødet giver mig mandat til at lede partiet igen.

Der mangler klare signaler fra partiet

Kielsen mener, at partiet i alt for lang tid har ført en usammenhængende politik og at alt for mange bruger partiet som springbræt til deres personlige interesser:

- Selvfølgelig er der højt til loftet, og selvfølgelig skal der være plads til forskelligheder, men fokus skal være rettet på befolkningens ønsker og krav - nu og på sigt. Jeg mener at tiden er moden til, at vi målrettet begynder at arbejde med partiets politik.

Kielsen mener også, at partiet bør gøre op med lokalpatriotiske tendenser, når det drejer sig om landspolitisk arbejde:

- Vi har alt for mange eksempler på, at folkevalgte i landspolitik bruger deres mandat til at fremme egne lokale interesser i stedet for at varetage deres pligt i partiet. Jeg og den daværende bestyrelse har eksempelvis oplevet trusler fra enkelte medlemmer af Inatsisartut, som konsekvent nægtede at stemme for finansloven, hvis ikke deres lokalpolitiske mærkesager blev gennemført, siger Kim Kielsen til Sermitsiaq.AG og tilføjer:

- Jeg vil gøre mit til for at partiet fremover undgår sådanne situationer.

Politik med mandat frem for studehandler

Men det er ikke kun lokalpatriotiske folkevalgte, der skaber problemer i partiet.

For nylig har Siumut Nuuk været ude offentligt med skarpe holdninger til det selvstyreejede Royal Greenland som helt åbenlyst er et landsanliggende og ikke et lokalt anliggende.

Kielsen lægger da heller ikke skjul på, at der ifølge hans mening igennem længere tid har været forstyrrende magtkampe internt i partiet, dog udenom partiets organisering.

- Der er enkelte personer der bevidst arbejder på at undergrave partiets ledelse og dermed målsætninger som ledelsen arbejder for at få gennemført på politisk plan. De er meget forstyrrende og giver ikke meget arbejdsro, det skal vi have ryddet op på. Siumut er et parti med visioner og skal ikke være enkelte personers legeplads.

- Når vi siger, der er plads til alle, så er der plads til alle, og ingen behøver at gemme sig bag lukkede døre for at så tvivl og skabe konflikt, konflikter eller uenigheder er noget man skal tage op og sammen løse, påpeger Kim Kielsen.

Går efter at blive største parti igen

Kielsen lover, at han, hvis han bliver valgt som formand for partiet igen, målrettet vil arbejde for at partiet igen bliver landets største parti.

- Det er selvfølgelig altid vælgerne der bestemmer, og med respekt for den nuværende koalition og det forhold at Siumut ikke er det bærende parti, så mener jeg, at jeg har det der skal til i arbejdet for at generobre pladsen som landets førende parti, erklærer Kim Kielsen, der altså vælger at stille op som formand, når Siumut holder landsmøde til sommer.

Kim Kielsen skal nu indhente mandat fra Siumuts lokalafdeling i Paamiut. Sermitsiaq.AG arbejder på at indhente kommentar fra Siumut Paamiut.

Erik Jensen har denne uge sagt til Sermitsiaq.AG, at han også stiller op igen, hvis han har opbakning fra baglandet. Aki-Mathilda Høegh-Dam er på fleres læber i forbindelse med formandsvalget, men hun vil endnu ikke udtale sig om, hvorvidt hun stiller sig op.

Powered by Labrador CMS