Ildsjæl bliver najorti i Tasiilaq

Naasunnguaq Ignatiussen Streymoy, der stod frem om problemerne i Tasiilaq i DR-dokumentaren "Byen hvor børn forsvinder", beslutter sig for at blive najorti, bisidder for børnene med svære sager i kommunen.

Naasunnguaq Ignatiussen Streymoy bliver bisidder, najorti, i svære børnesager i Tasiilaq. Beslutningen var ikke svær at tage, fortæller hun.

For Naasunnguaq Ignatiussen Streymoy er det en nem beslutning, da hun finder ud af, at Foreningen Grønlandske Børn søger flere bisiddere, najortit, i Tasiilaq.

- Jeg vil gerne blive najorti fordi børn skal høres, kommer det prompte fra Naasunnguaq Ignatiussen Streymoy, da Sermitsiaq.AG spurgte ind til hendes beslutning.

Naasunnguaq Ignatiussen Streymoy stod frem i DR-dokumentaren “Byen for børn forsvinder”, hvor hun fortalte om de mange seksuelle krænkelser og selvmord i Tasiilaq.

Syltekrukken skal åbnes

I dokumentaren fortalte en lærer også, at der er flere sager i kommunen, der ikke er blevet reageret på.

Naasunnguaq Ignatiussen Streymoy håber på, at hun kan være med til at bunkerne af Tasilaq’s børnesager i kommunen kan blive mindre.

- Jeg kan blive najorti så børn kan høres i deres egne sager. Og jeg kan også være en, der skubber lidt til kommunen, så sagerne ikke glemmes i systemet her, siger hun.

Naasunnguaq er ved at færdiggøre sin skoleforløb i Majoriaq i disse dage. Hun starter i GUX til efteråret, og vil uddanne sig enten indenfor psykologi eller som sagsbehandler. Hun vil fortsat arbejde for at fremme børns vilkår i sin hjemby.

- Det er jo noget, som jeg brænder for. Jeg vælger også at studere indenfor de fag, så jeg kan være mere rustet til at varetage børnenes interesser bedre. Jeg vil det her, forklarer hun.

Foreningen Grønlandske Børn oplyser, at to personer havde skrevet sig på til at blive najorti efter borgermødet i Tasiilaq i går. Det betyder, at foreningen skal holde kursus for fire bisiddere og to suppleanter i løbet af denne uge.

Powered by Labrador CMS