Forening giver hjælpende hånd til børn i Tasiilaq

Najortit holder hånden under nogle af de mest sårbare børn. Foreningen Grønlandske Børn er i disse dage i Tasiilaq for at rekruttere og uddanne disse bisiddere for børn med svære sager i kommunen.

Foreningen Grønlandske Børn er i Tasiilaq for at uddanne bisiddere, najortit. Bisidderne skal hjælpe de børn, der bliver en del af en socialsag i kommunen. Børn, der skal placeres udenfor hjemmet, vil i fremtiden få bisiddere.

- Najorti er én metode til at holde hånden under de mest sårbare børn, siger sekretariatsleder i Foreningen Grønlandske Børn, Nike Berthelsen.

Indtil videre gælder det om at uddanne to najortit og to suppleanter, så de kan lære den gældende lov at kende, og lære forskellige metoder til at skabe dialog med børn med svære sager.

Børns vilkår i Tasiilaq er igen kommet i fokus efter DR’s dokumentarudsendelse ’Byen hvor børn forsvinder’, der handler om seksuelle krænkelser og selvmord i byen.

- Det er forfærdeligt og uacceptabelt, at børn oplever omsorgssvigt og overgreb, ofte begået af voksne, der burde passe på børnene. Det er et kæmpe svigt, og alle, både organisationer, kommuner og civilbefolkningen skal bidrage til at finde løsninger til at undgå, at de massive svigt sker. Det kræver voksne, der er parate til at tage et ansvar. Najorti er én måde, hvorpå vi som voksne kan tage det ansvar, vi har, alvorligt, siger Nike Berthelsen.

Nike Berthelsen oplyser til Sermitsiaq.AG, at folk fra Foreningen Grønlandske Børn allerede er i Tasiilaq for at informere om najortits arbejde.

Samarbejdsaftale

En samarbejdsaftale forhandles i disse dage på plads mellem Kommuneqarfik Sermersooq og Foreningen Grønlandske Børn. En samarbejdsaftale vil betyde, at børn i Kommuneqarfik Sermersooq får stillet en najorti til rådighed, hvis de har en socialsag i kommunen.

Det betyder, at børn, der skal fjernes fra deres forældre fremover vil få en bisidder, så børnene også bliver hørt og inddraget i deres sag. Ifølge loven kan børn, der bliver fjernet fra deres hjem have en najorti. Men Foreningen Grønlandske Børn ser gerne, at flere børn får en mulighed for en najorti.

- Vi vil ellers gerne have, at najortit kan bisidde de børn, der har behov for en najorti, og det tilbud har vi givet til kommunen. Indtil videre ønsker kommunen, at børn, der skal fjernes fra deres hjem får en najorti, og kommunen har selvfølgelig det sidste ord, siger Nike Berthelsen.

Informationsmøder

En samarbejdsaftale med Kommuneqarfik Sermersooq betyder, at alle børn der bor i kommunen kan have en najorti, hvis de skal fjernes fra deres hjem. Lignende aftaler er allerede indgået i Qeqqata Kommunia og Kommune Kujalleq.

Foreningen Grønlandske Børn holder borgermøde i Tasiilaq i aften, hvor borgerne kan få et indblik i bisiddernes arbejde. De kommende dage vil bisidderne besøge de ældste trin i byens skole, Tasiilami Alivarpik, for ligeledes at informere om arbejdet i kommunens børnesager.

Powered by Labrador CMS