IA-landsmøde: Stilhed før højspændt debat

Indtil nu har IA-landsmødet været præget af stor opbakning til ledelsen i kølvandet på flere gode valgresultater. Det kan dog være stilhed før stormen, da der søndag venter debat om partiets politiske linje, vurderer redaktør.

IA's landsmøde begyndte fredag i Godthåbshallen i Nuuk.

Inuit Ataqatigiits landsmøde er lørdag i fuld gang på Hotel Hans Egede i Nuuk, hvor delegerede fra hele landet er samlet.

Indtil nu har mødet været præget af, at det er første landsmøde efter en række gode valg for partiet.

Det gælder folketingsvalget i 2019, valget til Inatsisartut i år samt til landets kommunalbestyrelser. I alle tre valg er det gået godt for IA, der nu sidder som leder af Naalakkersuisut og har tre ud af fem borgmesterposter i kommunerne.

Det fortæller politisk redaktør på avisen Sermitsiaq, Jensine Berthelsen, som følger landsmødet:

Søndagens debat kan blive spændende

- Den politiske debat er endnu ikke på dagsordenen, og det er ikke mærkbart, hvis der er uenighed om linjen, der bliver ført, siger Jensine Berthelsen.

Men det betyder ikke, at landsmødet bliver uden debat, vurderer redaktøren. Søndag venter der nemlig diskussion om partiets politiske linje i de kommende år, og her kan interne uenigheder komme op til overfladen.

Jensine Berthelsen nævner, at IA's koalitionspartner Naleraq er kommet med flere udmeldinger, som ikke er faldet i god jord hos nogle af IA's medlemmer.

Det drejer sig om samarbejdet mellem Danmark og Grønland samt spørgsmålet om mulighed for at komme til afprøvning til værnepligt i Grønland. Her har IA's folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen erklæret sig lodret uenig i Naalakkersuisuts linje, og hun går søndag efter en toppost i partiledelsen.

- Så det bliver spændende at se, hvad partiet vil. Især med hensyn til samarbejdet i Naalakkersuisut. Der er nogle uforløste spørgsmål, siger Jensine Berthelsen.

Powered by Labrador CMS