IA-formand: Honorarløft er besynderligt

Formanden for IA, Múte B. Egede, kalder processen om det rekordstore honorar til bestyrelsesformanden for Kalaallit Airports for ”besynderligt”.

Alle medlemmer af Naalakkersuisut burde være inddraget i beslutningen om at give bestyrelsesformanden et honorarløft, mener IA's partiformand Múte B. Egede.
Offentliggjort

Bestyrelsesformanden for Kalaallit Airports fik sidste sommer hævet sit honorar fra 500.000 kroner til 750.000 kroner og sprænger dermed rammen for, hvordan bestyrelsesformænd i de selvstyreejede virksomheder skal aflønnes.

- IA vil ikke forholde sig til honorarets størrelse i denne sag. Men det er vigtigt for os, at Naalakkersuisut har arbejdet ud fra gældende honorarpolitik, oplyser Múte B. Egede til Sermitsiaq.AG.

Honorarrekord

Hidtil har det absolut højeste honorar til en bestyrelsesformand været 500.000 kroner, men Formandens Departement forklarer, at honorarløftet skyldes en særlig stor arbejdsbyrde under finansierings- og anlægsfasen af de nye lufthavne.

Múte B. Egede kalder hele beslutningsprocessen for ”besynderlig” og henviser til Sermitsiaq.AGs afsløring af, at det var den fungerende formand for Naalakkersuisut Doris J. Jensen, der tilbage i juli traf beslutningen om honorarløftet.

- Når der træffes en beslutning af denne karakter, der går ud over de normale rammer, bør hele kollektivet (medlemmerne af Naalakersuisut, red.) i det mindste være inddraget i beslutningen, understreger IA-formanden.

Powered by Labrador CMS