Hellefisk: Flere kvoter rykkes rundt

På trods af intentioner om at lade fiskerne fiske efter hellefisk hele sommeren i Disko, Upernavik og Uummaanaq, så kom der denne uge en melding om at lukke fiskeriet en enkelt dag i to områder, da månedens kvote næsten er opfisket. Den melding blev dog omgjort dagen efter.

I juni måned valgte Naalakersuisut at forhøje kvoten for hellefisk i Disko og Upernavik med 350 tons i juni og 350 tons i juli for at undgå at lukke for fiskeriet midt i sommermånederne, hvor der er gode vejrforhold for fiskerne.

Alligevel kom der onsdag en udmelding om at månedens kvote var tæt på opfisket, og at fiskeriet i Disko og Upernavik måtte lukke.

- 30. juli 2021 kl. 23.59 bliver derfor også den sidste indhandlingsdag og alle redskaber skal være taget op på det pågældende tidspunkt. Fiskeriet i begge forvaltningsområder åbner igen d. 1. August 2021, skrev Departement for Fangst og Fiskeri.

Lukningen drejede sig altså kun om en enkelt dag. Men allerede torsdag kom der kontramelding fra departementet.

- Naalakkersuisoq har flyttet kvote fra august måned til juli måned, så fiskeriet efter hellefisk med jolle kan fortsætte i Upernavik og Diskobugten hele juli måned ud, lød meldingen helt kort.

Det var en fejl

Souschef i Departement for Fangst og Fiskeri Pollas Lyberth oplyser til Sermitsiaq.AG, at det var en fejl, der blev meldt ud om lukning af de to områder, da man godt kunne flytte noget af kvoten for august til denne måned.

Departementet planlægger at dække resten af årets behov for kvoter ved hjælp af det såkaldte kvotefleks, som blev indført med en ny bekendtgørelse i december sidste år.

Forventningen er, at der med den nye bekendtgørelse for kystnært hellefiskefiskeri vil blive mulighed for at overføre ikke opfiskede kvoter for fartøjer over seks meter fra 2020 til årets resterende måneder, så der heller ikke bliver problemer med manglende kvoter der.

Opgørelsen over sidste års fangst forventes at ligge klar om en uges tid oplyser Pollas Lyberth.

Powered by Labrador CMS