Forsvarsadvokat bliver ny Ombudsmand

Gedion Jeremiassen, der har 30 års erfaring som forsvarsadvokat i Grønland er nyvalgt som Ombudsmand med virkning per 1. august 2023. Han afløser Vera Leth, der går på pension.

Gedion Jeremiassen bliver ny Ombudsmand for Inatsisartut fra den 1. august.
Offentliggjort

Vera Leth går på pension efter 26 års virke som Inatsisartuts Ombudsmand.

I dag, på Inatsisartuts sidste mødedag under forårssamlingen, har Inatsisartut valgt hendes afløser. Og det bliver den 61-årige Gedion Jeremiassen.

- Jeg er selvfølgelig rørt over den tillid, Inatsisartut udviser ved at vælge mig som Ombudsmand. Det er et stort ansvar, som jeg skal overtage fra Vera Leth, som har gjort et godt stykke arbejde. Jeg vil arbejde ydmygt og tage arbejdet som Ombudsmand seriøst, siger Gedion Jeremiassen til Sermitsiaq.AG.

Han bliver Ombudsmand per 1. august 2023, når Vera Leth går på pension.

Jurist med 30 års erfaring

Gedion Jeremiassen er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet og arbejder i dag som selvstændig jurist og beneficeret advokat.

Valget af Ombudsmand er sket efter indstilling fra Inatsisartuts lovudvalg og under inddragelse af Udvalget for Forretningsordenen, hvor alle Inatsisartuts partier er repræsenteret.

- Lovudvalget har i arbejdet med indstillingen lagt vægt på Gedion Jeremiassens juridiske meritter samt hans mangeårige erfaring indenfor den offentlige administration og retsvæsenet. Udvalget anser Gedion Jeremiassen som værende af stor integritet, med en bred erfaring, personlig gennemslagskraft og et stort kendskab til forholdene i større og mindre bosteder.

- Han har under processen vist, at han har stor respekt for Ombudsmandsinstitutionen samt visioner for Ombudsmandsembedets udvikling, udtaler Anders Olsen, Formand for Lovudvalget.

I godt 30 år har han repræsenteret tiltalte i de mest grusomme sager som drab, incest, vold og andre kriminalsager.

Nu skal de vante omgivelser, retssalene skiftes ud med Ombudsmandens kontor, og han oplyser til Sermitsiaq.AG, at han glæder sig til det nye arbejde.

Powered by Labrador CMS