Gå til hovedindhold

Ombudsmandens (måske) sidste svirp

Ombudmanden, der snart går på pension, lægger ikke fingre imellem, hvad angår myndighederne, særligt kommunerne, som gang på gang overtræder reglerne.

- Det har været et privilegie at være ombudsmand.

Sådan lyder det fra Vera Leth, som går på pension til sommer efter 26 år som ombudsmand.

Det fremgår af hendes seneste årsrapport, som hun afleverede torsdag.

Her reflekterer Vera Leth primært over det forgangne år, men hendes tanker ledes også tilbage til 1997, hvor hun tiltrådte.

Trist udvikling 

Meget er sket siden dengang. Men det er ifølge Vera Leth ikke lykkedes at komme en af de største udfordringer gennem tiden til livs: at få myndighederne, særligt kommunerne, til at følge de overordnede forvaltningsretlige regler. 

LÆS OGSÅ: Udvalg: Det mest grundlæggende krav overholdes ikke

Det gælder eksempelvis sagsbehandlingsloven, som gennem krav om skriftlighed, begrundelser, lovhenvisninger og klagevejledning fastlægger overordnede krav til myndighedernes afgørelse i konkrete sager.

- I 1997 vedrørte en stor del af de klager, som jeg modtog fra borgerne, myndighedernes manglende overholdelse af disse overordnede regler, skriver ombudsmanden og tilføjer:

- Det er trist nok også alt for ofte tilfældet i 2022.

Alvorlige fejl

I årsrapporten fra sidste år giver ombudsmanden udtryk for, at de kommunale forvaltninger er udfordrede på stort set alle områder.

- Under indtryk heraf igangsatte jeg i 2021 et projekt, som skulle sætte øget fokus på kommunernes håndtering af sager om anbringelse og hjemgivelse af anbragte børn:

- Projektet bekræftede mit indtryk af, at kommunerne generelt er udfordrede i deres håndtering af tunge og vigtige sager om børn, skriver Vera Leth. 

Hun oplyser, at kommunerne begår alvorlige fejl og har blandt andet problemer med at indhente de oplysninger og gennemføre de undersøgelser, som loven kræver i forbindelse med en anbringelse af børn uden for hjemmet eller hjemgivelse af anbragte børn. 

Kedelige korrekte antagelser

Allerede inden, der blev taget hul på projektet, havde ombudsmanden en antagelse om, at hun ville kunne afdække mere systematiske og gentagne problemer i kommunernes sagsbehandling.

- Denne antagelse viste sig desværre at være korrekt, konstaterer hun

Og tilføjer:

- Jeg gav også udtryk for, at jeg håbede, at jeg med en status på området kunne give de politiske beslutningstagere et grundlag for refleksion og eventuelle nye tiltag.

Rapporten blev imidlertid modtaget i tavshed.

En guide til myndighederne 

Ombudsmanden konkluderer altså, at der ikke er sket væsentlige forbedringer på det forvaltningsretlige område.

Det er ikke godt nok, mener Vera Leth, som derfor har valgt at lave en myndighedsguide.

Den skal binde relevante lovregler, ombudsmandens udtalelser gennem årene og den juridiske litteratur sammen på en brugervenlig måde. Guiden vil blive offentliggjort på ombudsmandens hjemmeside.

Ombudsmanden har senest rejst en meget alvorlig kritik af sagsbehandling og sagsbehandlingstid i Qeqqata Kommunia.

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER