Forslag til hjælp til ufrivilligt barnløse udsat

Siumutgruppens forslag om at Selvstyret skal betale for rejse, ophold og IVF-behandling af ufrivilligt barnløse i rigshospitalet er udsat til næste år.

Anden behandling af forslaget om, at Naalakkersuisut fremover skal betale ufrivilligt barnløses rejse til og ophold i rigshospitalet for at få IVF-behandling i Danmark, er udsat til Inatsisartuts forårsmøde i 2020.

Det oplyser næstformand i Siumut, Karl-Kristian Kruse til Sermitsiaq.AG.

Forslaget er allerede førstebehandlet af Inatsisartut, og skulle være andenbehandlet, og dermed færdigbehandlet i går onsdag den 13. november. Men Sermitsiaq.AG erfarer, at forslaget nu står som trukket tilbage på inatsisartuts hjemmeside.

- Den er ikke trukket helt tilbage. Men er rykket til næste års forårsmøde i Inatsisartut. Efter Inatsisartut holdt pause fra møderne spurgte formanden for Inatsisartut medlemmerne, om det er i orden, at alle forslag, der er 1. behandlet bliver rykket til Inatsisartuts forårsmøde. Ingen protesterede, så forslaget skal andenbehandles og dermed færdigbehanles til næste år, forklarer Karl-Kristian Kruse.

Rykket – ikke trukket tilbage

Det er Siumutgruppen, der stillede forslaget for at pålægge Naalakkersuisut om at give ufrivilligt barnløse mulighed for IVF-behandling på rigshospitalet, og fremover også dække udgifter til deres rejse og ophold.

Forslagsstillerne, Siumutgruppen, anslog at finansiering af rejse og ophold samt IVF-behandling af ufrivilligt barnløse vil koste omkring fem til seks millioner kroner årligt, hvor de forventer 40 behandlinger årligt.

Karl-Kristian Kruse oplyser, at forslaget bliver rykket til næste år som i sit nuværende form. Det betyder, at finansieringen af rejse og ophold af barnløse, samt IVF-behandling først kan ske til 2021, medmindre, forslaget bliver behandlet således, den kan gælde med tilbagevirkende kraft.

Ingen behandling siden december

Siden december 2018 er ufrivilligt barnløse ikke blevet sendt til Danmark, hvis behandlingen i Grønland ikke slår til. Ufrivilligt barnløse er dermed sat på en margin, hvor de skal betale alle omkostninger, hvis de vil have behandlingen.

Inden man stoppede med at tilbyde IVF-behandlinger i Danmark i december sidste år, betalte Selvstyret for selve behandlingen mens de pågældende selv skulle betale for rejse, ophold og fortæring. Grunden til, at man ikke længere henviser til behandling i Danmark er, at patienter faktisk har ret til at få betalt rejse og ophold, når de bliver henvist, hvilket ikke er sket før.

Powered by Labrador CMS