Første møde i kontaktudvalg: Fordømmer Rusland på det kraftigste

Alle tre rigsdele bakker op om sanktionerne mod Rusland, og Færøerne og Grønland vil blive inddraget i forberedelserne til forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig i Danmark, står der blandt andet i en sluterklæring fra mødet i Udenrigs-, Sikkerheds-, og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg.

Torsdag blev det første møde afholdt i det nyetablerede Udenrigs-, Sikkerheds-, og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg. Mødet blev afholdt på Færøerne, og udvalget skal sikre, at Færøerne og Grønland i højere grad inddrages i Kongerigets gøren og laden inden for de tre områder.

De tre områder er såkaldte rigsanliggender og varetages derfor af den danske regering, men på baggrund af krav fra både Grønland og Færøerne om inddragelse og mere albuerum, er udvalget blevet etableret.

Siden det blev besluttet sidste sommer at etablere udvalget, er sikkerhedspolitik rykket endnu højere op på dagsordenen i forbindelse med krigen i Ukraine, og ifølge en sluterklæring fra mødet fordømmer udvalget Ruslands overfald på Ukraine:

Deltagelse i Nato-topmøder undersøges

- Kontaktudvalget fordømmer på det kraftigste Ruslands ulovlige og uprovokerede angreb på Ukraine. Det gælder i særdeleshed drab på civile.

- Der er også enighed i udvalget om, at det er vigtigt at opretholde maksimalt pres på Rusland, og at den politiske og økonomiske pris for Ruslands fortsatte aggression bliver så stor som mulig for Putin, står der i erklæringen, som er underskrevet af statsminister Mette Frederiksen, lagmand Bárður á Steig Nielsen og formand for Naalakkersuisut Múte B. Egede.

Krigen i Ukraine ventes ifølge erklæringen at komme til at fylde meget på et kommende topmøde i juni i Nato.

Kontaktudvalget drøftede i den forbindelse muligheden for, at Grønland og Færøerne kan deltage på Nato-topmøder, og det blev aftalt, at der arbejdes videre med spørgsmålet på embedsmandsniveau.

Bliver inddraget i forsvarsforhandlinger - sikker informationsdeling på plads

Ifølge erklæringen gav Danmark desuden en status på forberedelserne til forhandlingerne om et kommende forsvarsforlig, og det blev drøftet, hvordan Grønland og Færøerne kan blive inddraget i forhandlingerne:

- Der er enighed i Kontaktudvalget om, at Færøernes landsstyre og Naalakkersuisut inddrages tidligt og substantielt i forberedelserne om anliggender, der vedrører Færøerne og Grønland, står der.

Udmeldingen i erklæringen skal ses i lyset af, at Naalakkersuisut-formand Múte B. Egede i marts var ude med en kritik af den danske regering, efter at regeringen havde lavet en aftale med partierne i Folketinget, om at der fra 2024 skal bruges flere penge på forsvaret. Naalakkersuisut var ikke blevet inddraget i den forbindelse.

I den mere praktiske afdeling fremgår det også af erklæringen, at der er kommet en sikker infrastruktur på plads, som betyder, at hemmelige oplysninger nu kan udveksles sikkert mellem Danmark, Færøerne og Grønland.

Powered by Labrador CMS