KNR opruster
Så meget har KNR betalt for ny radiokanal
Efter flere har vist interesse for KNR’s opkøb af Voice of Greenland, løfter KNR-direktøren lidt af sløret for købet af Nuuk-lokalradioen
KNR-direktør Søren Lennert Mortensen løfter nu lidt af sløret af KNR’s opkøb af Nuuk-lokalradioen Voice of Greenland.
Public service-stationen har betalt 500.000 kroner til Claus Nissen fra Voice of Greenland. Nissen, der siden august 2013 har fungeret som ekstern salgskonsulent i KNR.
Læs: KNR sender uden tilladelse
Køber enmands virksomhed
Ifølge erhversregisteret er Voice of Greenland en driftsenhed, der ingen ansatte har.
- I købet ligger et musikkoncept, musikkartotek, udstyr, hjemmeside, app, medarbejdere og en færdigudviklet reklameplatform med mere, lyder det fra KNR-direktøren Søren Lennert Mortensen.
Claus Nissen er i forbindelse med købet af Voice of Greenland blevet forfremmet som salgschef for KNR.
- Claus Nissen skal dermed varetage salget af reklamer på tværs af alle medieplatforme, som KNR står inde med og assistere i overdragelsen af den nye radiokanal for de unge, lyder det fra KNR-direktøren.
Læs: KNR køber radiostation af en medarbejder
Reklameindtægter
KNR oplyser, at den nye radioplatform vil have reklameindtægter på cirka 1 million kroner om året, hvilket ifølge Søren Lennert Mortensen understøtter KNR's finansiering.
- Det er ikke meningen, at den skal skabe et stort overskud, men at det overskud, der måtte komme, vil blive brugt til videreudvikling af indhold rettet mod de yngre lyttere, forklarer KNR-direktøren.
Ifølge KNR har revisionsselskabet Deloitte vurderet værdien af Voice of Greenland inden KNR's opkøb af Nuuk-lokalradioen.
- KNR har ud fra Deloittes tilbagemelding vurderet nyindkøbet som en sund forretning, der kan bygges videre på, oplyser Søren Lennert Mortensen.
Læs: KNR lukker sin nordregion
Købte efter ønske fra bestyrelsen
Ifølge Søren Lennert Mortensen har det været et ønske fra bestyrelsen i KNR at oprette en alternativ musikradio til unge, som er reklamefinansieret.
Sermitsiaq.AG har forsøgt at få en kommentar fra Søren Lennert Mortensen omkring antallet af medarbejdere, der indgik i opkøbet af Voice of Greenland, eftersom Voice of Greenland i erhvervsregisteret figurerer som en enhed uden ansatte, mens Mortensen omvendt oplyser, at der indgik medarbejdere i handlen.
Sermitsiaq.AG er også ved at indhente kommentar fra selvstyret om sendetilladelsen, men torsdag eftermiddag har det stadig ikke været muligt på grund af møde.
Læs: Ny kommunikationschef hos KNR forfremmet