Landbruget: Kik også på priserne på lam

Formanden for de samvirkende fåreholderforeninger, Suulut Hansen ønsker at priserne på lam også skal kikkes efter i sømmene. - fra gård til butik kan prisen blive firedoblet, siger han.

Får
Suulut Hansen, der er formand for fåreholderforeningernes samvirke er enig med Naalakkersuisut i at der må ske radikale ændringer med Neqi A/S. Han ønsker blandt andet at der bliver lavet udredningsarbejde for prisudviklingen fra gård til butik. - Et kilo lammekød som en fåreholder får 55 kroner pr. kilo for, kan i butikkerne ofte ses med firedobbelte priser på samme kilo kød, siger han.
Offentliggjort

Suulut Hansen fra Qassiarsuk er formand for de samvirkende fåreholderforeninger. Han understreger at landbruget har hårdt brug for at Neqi A/S fortsat eksisterer fremover:

- Jeg skal først og fremmest understrege at vi i bestyrelsen stadig er igang med at behandle Naalakkersuisuts signal om at der må ske drastiske ændringer af driften og ejerskabet af Neqi A/S, så jeg kan endnu ikke udtale mig på bestyrelsens vegne. Men der er ingen tvivl om at vi selvfølgelig er interesseret i at få sikret Neqis fremtid, for uden den, vil vi ikke kunne afsætte vores lam og andre produkter, understreger han.

Dertil understreger Suulut Hansen at han er helt på linje med Kalistat Lund i at der må ske radikale ændringer på Neqi A/S konstruktion og virke.

Hvem tjener hvor meget på produkterne fra Neqi?

Selvom Suulut Hansen på nuværende tidspunkt ikke kan udtale sig på vegne af samtlige fåreholdere, er der dog et tilbagevendende spørgsmål, som optager fåreholderne, og som han mener bør fremhæves.

Det er spørgsmålet om prisen på de råvarer landmændene sælger til Neqi A/S.

- Når vi eksempelvis sælger et kilo lammekød til 55 kroner til Neqi A/S, kan prisen på den samme kød blive firedoblet i butikkerne. De meget dyre kilopriser i butikkerne foranlediger ikke blot kritik og spørgsmål hos forbrugerne rettet mod erhvervet. Men vi selv som producenter sidder også tilbage med spørgsmål om hvordan fortjenesten på et kilo lam bliver fordelt fra gård til butik, understreger Suulut Hansen.

Han mener derfor at Naalakkersuisuts redningsaktion af slagteriet Neqi A/S også bør indeholde undersøgelse og analyse af prissætningen på de varer Neqi A/S producerer og videresælger til butikkerne.

Forladte gårde bør åbnes igen

Suulut Hansen fortæller at der bliver færre og færre landmænd der lever af fårehold. Som konsekvens af det, er der mange forladte gårde med tilhørende marker der hver dag er i forfald. Dette sker selvom der ifølge ham er god efterspørgsel på fåreholdernes produkter på hjemmemarkedet:

- Jeg mener helt bestemt at landbruget har en god fremtid, men det er bekymrende at der er så mange forladte gårde og marker, især også når efterspørgslen af vores produkter er til stede. Det er også indlysende at jo flere der leverer lam og andre produkter til Neqi, jo mere vil Neqi også have at lave og jo mere grundlag vil der være for at fremme selvforsyningen i landet, siger Suulut Hansen og fortsætter:

- Jeg ved ikke hvordan man kan tiltrække flere til at tage del i landbrugserhvervet, men noget skal der gøres for at der i fremtiden også er et godt og udbytterigt landbrugserhverv i landet, understreger Suulut Hansen.

Forventer at blive inddraget i arbejdet

Suulut Hansen bekræfter at han og fåreholderforeningen mundtligt er blevet lovet medinddragelse, hvilket glæder ham meget:

- Vi har fået mundtlige henvendelser om Neqi´s situation, jeg forventer at vi bliver inddraget i arbejdet for selskabets fremtid, for Neqi er en uundværlig del for vores erhverv og vi er parat til at yde vores til for at sikre selskabets videre eksistens under nye betingelser og rammer. Men jeg kan ikke på nuværende tidspunkt forholde mig til om erhvervet som helhed eller dele af erhvervet fremover også bliver en del af ejerskabet, det har vi endnu ikke forholdt os til i vores forum, siger formanden for de samvirkende fåreholderforeninger, Suulut Hansen fra Qassiarsuk.

Powered by Labrador CMS