Neqi med nyt millionunderskud - KNI eftergiver gæld for 142 mio. kr.

Slagteriet Neqi har indkasseret et underskud på 2,5 mio. kr. Moderselskabet har eftergivet en stor gæld for at genetablere egenkapitalen.

Neqi forarbejder hvert år omkring 350 tons lammekød på slagteriet i Narsaq.
Offentliggjort

I 2022 måtte KNI konstatere, at datterselskabet Neqi har kørt med et skjult underskud i en årrække.

Oplysningen kom som led i en stor oprydning i det selvstyreejede KNI efter den såkaldte KNI-skandale, hvor det blandt andet blev afsløret, at selskabets regnskaber var manipulerede med kunstigt oppustede lagerbeholdninger.

Neqi er netop udkommet med årsregnskab, som viser, at der fortsat er røde tal på bundlinjen. Slagteriet kom således ud med et underskud på 2,5 mio. kr. Selskabets regnskabsår løber fra april til marts.

Af regnskabet fremgår det desuden, at KNI har eftergivet en gæld på 142,5 mio. kr. for at genoprette egenkapitalen i Neqi.

Får tilskud på 13 mio. kr.

Med gældseftergivelsen har Neqi en egenkapital på 7 mio. kr.

Underskuddet på 2,5 mio. kr. er bedre end det foregående regnskabsår, hvor underskuddet landede på 10,7 mio. kr. Derudover formåede Neqi også at øge omsætningen til 34,3 mio. kr. mod 29,8 mio. kr. i forrige regnskabsperiode.

Neqi driver slagterivirksomhed fra selskabets slagteri i Narsaq. Ifølge selskabet producerer områdets fåreavlere tilsammen cirka 20.000 lam om året. Lammene forarbejdes på Neqi til 350 tons lammekød.

Selskabet drives med en servicekontrakt fra Selvstyret på 13 mio. kr. i tilskud årligt. Tilskuddet er blevet kraftigt forøget fra tidligere 7 mio. kr. for at sikre økonomien i Neqi efter skandalen.

Powered by Labrador CMS