Habilitet

IA: Kruse har fordelt markrelkvote for egen vindings skyld

Inuit Ataqatigiits Ane Hansen kritiserer, at Karl-Kristian Kruse først sent overlod den endelige beslutning om makrelkvoterne til Kim Kielsen

Ane Hansen, IA
Tidligere naalakkersuisoq for fiskeri, Ane Hansen, er ikke begejstret for processen i forbindelse med fordelingen af dette års makrelkvote
Offentliggjort

Det skal være slut med, at der kan herske tvivl om en Naalakkersuisoqs habilitet!

Det understreger Inuit Ataqatigiits Ane Hansen, der langer kraftigt ud efter Siumuts landsstyremedlem på området, Karl-Kristian Kruse, i forbindelse med den omstridte fordeling af makrelkvoter ved dette års fiskeri.

Læs: Konsulenter: Makrelproces var i orden

Ikke hurtigt nok
Kritikken kommer efter, at revisionsfirmaet Deloitte for nyligt har påtalt, at landsstyremedlemmet ikke erklærede sig inhabil hurtigt nok i forbindelse med, at virksomheden KNT - som han tidligere var medejer af og hvor hans søn overtog posten - søgte om en kvote.

Efterfølgende tog Naalakkersuisutformand Kim Kielsen beslutningen om, hvilke selskaber, der skulle have kvoter.

Læs: Kruse: Jeg har ikke misbrugt mit embede

Egen vinding
- Et af kritikpunkterne er, at Naalakkersuisoq for Fiskeri først efter færdigbehandlingen af kvotetildelingen den 8. maj meddelte problematikken om habilitetsspørgsmålet overfor Formanden for Naalakkersuisut. Det er tydeligt, at man har arbejdet for egen vinding, da Naalakkersuisoq for Fiskeri først afgav sin anpart til én i den nærmeste familie den 8. februar, og allerede den 19. januar havde KNT søgt om en makrelkvote. Der var 49 ansøgere, og virksomheden var én af de 15 ansøgere, som fik en kvote, uden at man dog gav en begrundelse for beslutningen, understreger Ane Hansen.

Læs: KNAPK: Makrel-sag er stadig betændt

Ændret processen
Det økonomisk trængte selskab, der blandt andet var bagud med afregning til skattemyndighederne, endte med at få en kvote på 4.250 tons makrel. Og for nyligt kom det således frem, at KNT ikke længere er i betalingsstandsning.

Ane Hansen kritiserer desuden, at Naalakkersuisut har ændret processen i løbet perioden.

- Et af målene var, at hvis der var flere ansøgere som opfyldte kravene, end fiskeriet kunne bære, så skulle man tildele kvoten ved lodtrækning. Dette gik man også bort fra uden nogen forklaring. Og de ansøgere, som havde søgt og opfyldt kravene, fik ikke nogen klar begrundelse for afslaget, påpeger hun.

Departementet om makrel-anklager: Vi er rene

Frikendt
Deloitte har trods kritikken om langmodighed i forbindelse med beslutningen om inhabilitet overordnet set frikendt Karl-Kristian Kruse og Selvstyret for anklager om aktivt at have påvirket processen i forbindelse med fordelingen af makrelkvoterne.

Powered by Labrador CMS