Konsulenter: Makrelproces var i orden
En bestilt rapport frifinder naalakkersuisoq for fiskeri for anklager om indblanding
Fredag aften offentliggør selvstyret konsulentvirksomheden Deloittes undersøgelse af forårets håndtering af makrelkvoteansøgninger.
Overordnet set frikender de hyrede konsulenter selvstyret og Karl-Kristian Kruse (S) for anklager om at have påvirket processen, der endte med tildeling af en kostbar makrelkvote til sit tidligere selskab KNT.
Handlede med det samme
- Rapporten konkluderer, at der ikke er indikationer på, at naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug har - eller har forsøgt - at påvirke processen til gunst for selskabet, skriver Jørgen Isak Olsen, der er Kruses departementschef, i en pressemeddelelse.
- Forvaltningsundersøgelsen viser, at departementet handlede med det samme, da det blev opdaget, at Karl-Kristian Kruse (S) var inhabil.
Ung søn fik værdifuld kvote
Undersøgelsen vurderer processen men holder sig fra at vurdere retfærdigheden af selve slutresultatet af kvotetildelingen.
Her tilfaldt en makrelkvote til en værdi på 30-40 millioner kroner som bekendt familien Kruse selv i skikkelse af landsstyremedlemmets ganske unge søn.
Læs: Kruse-selskab skød papegøjen
Sønnen fik over et forløb på et par måneder i starten af det nye år overdraget selskabet KNT, da det ikke lykkedes hans far at få frasolgt sin ejerandel i selskabet.
Kritiserer Kruse
Departementet har ikke offentliggjort deres undersøgelse fra Deloitte i skrivende stund fredag aften, og det er ærgerligt, for der lader til at være blandede udmeldinger i rapporten.
Departementet skriver således i deres pressemeddelelse, at der i den bestilte forvaltningsundersøgelse fra Deloitte også bliver rettet kritik mod Karl-Kristian Kruse for ikke at have handlet rettidigt for at sikre, at han ikke var inhabil.
Læs: 85.000 ton kostbare makreller fordelt
- Naalakkersuisoq var dog ikke opmærksom på, at dette ikke var nok i henhold til bestemmmelserne om inhabilitet i sagsbehandlingsloven. Med andre ord, Karl Kristian Kruse handlede i god tro, skriver departementschefen om Deloittes undersøgelse.