Administrerende direktør i NunaGreen A/S fratræder

Hans-Ulrik Skifte, der har stået i spidsen for virksomheden siden april 2023, fratræder fra sin stilling som administrerende direktør med øjeblikkelig virkning.

Hans-Ulrik Skifte og bestyrelsen af NunaGreen har lavet en aftale, hvor han fratræder sin stilling som administrerende direktør efter knap ti måneder.
Offentliggjort

Den nye bestyrelse i NunaGreen A/S med Line Frederiksen i spidsen har vurderet, at der er behov for ” nye ledelseskompetencer til at sikre opstart og fremdrift af byggerierne” i forbindelse med store anlægsprojekter.

Derfor har bestyrelsen lavet en aftale med Hans-Ulrik Skifte, hvor han fratræder sin stilling som administrerende direktør med øjeblikkelig virkning, og hvor bestyrelsen nu skal igangsætte en proces om at finde den næste direktør.

Han har været administrerende direktør siden april 2023, og har derfor siddet i spidsen i virksomheden i under et år.

Det oplyser NunaGreen A/S i en pressemeddelelse.

- Efter en grundig proces med at skabe overblik over, hvordan NunaGreen bedst løfter disse store nye anlægsprojekter, har bestyrelsen enstemmigt vurderet, at der er brug for nye ledelseskompetencer til at sikre opstart og fremdrift af byggerierne, lyder forklaringen.

Line Frederiksen er blevet indsat som bestyrelsesforkvinde for en uge siden, hvor hun afløser Stine Bosse.

Vandkraftværker som store opgaver

- NunaGreen A/S har i 2023 fået til opgave, at sikre udvidelsen af vandkraftværket i Buksefjorden, samt etablering af et vandkraftværk mellem Qasigiannguit og Aasiaat, oplyser NunaGreen.

NunaGreen A/S er en videreførsel af det tidligere Nunaoil. I december 2022 blev det således besluttet, at selskabets formål skulle ændres og fremadrettet skulle være, at arbejde for den grønne omstilling og accelerering af grønne energiløsninger til gavn for Grønland.

Her har Hans-Ulrik Skifte stået i spidsen for opstart af det selvstyreejede selskab.

I den mellemliggende periode konstitueres NunaGreens administrationschef Karen Anne Arleth som administrerende direktør, oplyser NunaGreen.

Powered by Labrador CMS