NunaGreen finder ny forperson efter Bosse

Stine Bosse forlader bestyrelsesarbejdet for at fokusere på en international politisk karriere. Nu har Naalakkersuisut fundet afløseren. Det bliver Line Frederiksen, der bliver ny forperson i NunaGreen A/S.

I dag fredag den 9. februar har NunaGreen A/S holdt en ekstraordinær generalforsamling, hvor bestyrelsens sammensætning er ændret af Naalakkersuisut. Der er nu fundet afløser for den afgående bestyrelsesforperson Stine Bosse, der vil fokusere på en international politisk karriere.

Hun har i efteråret 2023 meldt sin kandidatur for Europa-Parlamentsvalget for Moderaterne.

Afløseren bliver i form af Line Frederiksen. Hun er tidligere CFO i Tusass og har i forvejen bestyrelsesposter i blandt andet Arctic Umiaq Line A/S og Amaroq Minerals Ltd.

Stine Bosse udtaler i forbindelse med sin udtræden fra bestyrelsen, at hun er spændt på at følge virksomheden fra sidelinjen.

- Det har været en spændende og vigtig proces med at ændre Nunaoil til NunaGreen. NunaGreen blev dannet for at ændre landets fokus fra gammeldags og forurenende brændsler om til grøn og bæredygtig energi.

- Det er gået stærkt med at gøre visioner til handlinger. På rekordtid har NunaGreen formået at opbygge en organisation, der er i stand til at varetage store grønne anlægsprojekter, og er nu i fuld gang med at planlægge nogle af de største infrastrukturprojekter i landet, udtaler Stine Bosse i forbindelse med sin udtræden som formand for NunaGreens bestyrelse.

Takker for god udvikling

- Stine Bosse har med sikker hånd stået i spidsen for oprettelse af selskabet, og har været afgørende i forhold til at sikre selskabets anlægsaktiviteter. Stine Bosse har været arkitekten bag selskabets visioner i forhold til Grønlands fremtidige rolle som aktør i den grønne globale verden, udtaler NunaGreens direktør Hans Ulrik Skifte.

I forbindelse med formandsskifte har Naalakkersuisut sammensat en ny bestyrelse for virksomheden.

Følgende bestyrelsesmedlemmer forlader bestyrelsen:

  • Stine Bosse
  • Volinka Augustenborg

NunaGreens samlede bestyrelse består nu af:

  • Forperson Line Frederiksen
  • Næstformand Mikkel Krogh Søndergaard
  • Inúnguak Pedersen Abelsen
  • Morten Stilling
  • Tove Dyre Palnum
Powered by Labrador CMS