Dronerne kommer til Kangerlussuaq

Politikere og virksomheder mødes i januar til konference om et muligt arktisk dronecenter i Kangerlussuaq. Der vil også være deltagelse fra flere virksomheder, som byder ind på den arktiske kapacitetspakke med droner.

Anvendelse af droner er hastigt på vej frem - og Grønland står rent geografisk set et godt sted, mener Esbees.

Skal det første arktiske dronecenter ligge i Kangerlussuaq?

Det er spørgsmålet, som politikere, myndigheder og virksomheder vil drøfte, når den danske headhunting-virksomhed Esbees 17. januar inviterer til konference på Hotel Kangerlussuaq.

Anvendelse af droner er hastigt på vej frem, og Grønland står rent geografisk set et godt sted, oplyser Esbees i en pressemeddelelse. Her fremgår det, at tre droneoperatører, der er udvalgt som mulige leverandører af avancerede dronettyper til varetagelse af forsvars-mæssige interesser for både Grønland og Danmark, vil være til stede.

Dronerne er også en del af den Arktiske Kapacitetspakke som Folketinget vedtog i 2021, hvor der er afsat penge til langtrækkende droner til overvågning af luftrummet over Grønland.

Der vil til konferencen være deltagelse fra to israelske og et amerikansk firma, som alle byder ind med droner til det danske forsvar i den forbindelse.

Gode omgivelser i Kangerlussuaq

Konferencen handler om at gøre Grønland klar til fremtidens brug af avancerede droner og hertil beslægtede kompetencefremmende uddannelser og mulighed for at bibeholde og udvikle arbejdespladser.

- Esbees interesse er, at de grønlandske politikere, myndigheder og virksomheder gør sig klar til den nye norm med avancerede droner. Omgivelserne i Kangerlussuaq giver en del fordele for at udvikle og tage droner i brug, der kan eller skal udvikles til at kunne håndtere de ekstreme arktiske forhold, lyder det videre.

Virksomheden arbejder med partnerskaber, netværk og rekruttering og vil på sigt kunne byde ind med medarbejdere til de nye opgaver i forhold til droner og overvågning.

Malik Berthelsen, borgmester i Qeqqata Kommune og Niels Grosen, vicedirektør i Mittarfeqarfiit vil være blandt deltagerne.

Powered by Labrador CMS