Daginstitutioner: Der skal politisk vilje for at oprette vikarbureauer

Kommuneqarfik Sermersooq har søgt inspiration i borgerforslag omkring forbedringer af daginstitutioner. Mange af de indkomne forslag benyttes allerede, mens der er brug for politisk vilje for at implementere andre.

Meeqqerivik, Soralu, Nuuk
Der skal politiske tiltag og politisk behandling af forslag, hvis kommunen skal oprette en vikarkorps til daginstitutioner. Kommunen har dog allerede lignende tiltag.

Der skal en vis politisk velvilje til at bane vej, hvis et borgerforslag for et særskilt vikarbureau for daginstitutioner i Nuuk skal oprettes.

Det forklarer fagchef i daginstitutionsafdelingen i Kommuneqarfik Sermersooq, Ane Marie Lynge Møller til Sermitsiaq.AG.

Kommunen har kigget på de mange indkomne borgerforslag, som er modtaget under en digital borgerhøring omkring mulige forbedringer af daginstitutioner i kommunen. Ikke overraskende fylder rekruttering og fastholdelse af medarbejdere meget i forslagene, da det har vist sig at være særdeles udfordrende de seneste mange år.

- Hvis det bliver prioriteret politisk, så kan vi i afdelingen være åben overfor at benytte et vikarbureau særskilt til daginstitutioner. Vi har dog erfaringer på området, og det er, at de faste vikarer ender med at blive fastansat som ufaglærte i daginstitutioner, forklarer Ane Marie Lynge Møller til Sermitsiaq.AG.

Forslaget handler om et vikarbureau, der skal sende de fornødne antal vikarer hver dag til de daginstitutioner, der mangler personale på dagen. Vikarerne skal ikke være tilknyttet til en fast vuggestue eller børnehave, men skal være fleksible til at arbejde forskellige steder alt efter behov.

Vikarer trygge ved faste steder

Blandt borgerforslag nævnes også muligheden for at benytte pensionister som vikarer, hvis de har mod på at arbejde deltid. Fagchefen forklarer, at kommunen allerede har tilknyttede vikarer over pensionsalderen, og at der er gode erfaringer på området. Hun oplyser ikke, hvor mange vikarer, der er over pensionsalderen, og erfaringer viser, at tilknytning betyder noget for vikarerne.

- Vi har vikarer, der aldersmæssigt er spredt fra de helt unge til personer over pensionsalderen. Vores erfaring er også, at vikarer er gladere for at arbejde i en fast daginstitution, da de lærer børn og personale bedre at kende, forklarer Ane Marie Lynge Møller.

Minder om flyvepædagoger

Et tiltag, der kan minde om et vikarbureau er tiltaget om flyverpædagoger.

Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq har i slutningen af august 2022 under et møde besluttet at implementere pilotprojektet flyverpædagog permanent i hele kommunen. Tiltaget koster kommunen 6,2 millioner kroner og skal gælde for alle 26 daginstitutioner i hele kommunen.

- Flyverpædagoger er ansatte, der har fokus på at igangsætte aktiviteter i vuggestuer og børnehaver, og skal bistå de fastansatte i daginstitutionerne. Disse flyverpædagoger skal være på steder, hvor der er mangel på personale på grund af sygdom eller andre årsager, forklarer Ane Marie Lynge Møller.

Andre forslag som mere løn til personale i daginstitutioner kan kommunen ikke varetage, da disse forhandles mellem fagforbund og arbejdsgiver.

Powered by Labrador CMS