Borgermøder om nationalpark: Borgere vil inddrages

Der var stor interesse og spørgelyst blandt mødedeltagerne, som var enige om, at det er vigtigt, at lokalbefolkningen, erhvervsfangerne og trofæjægerne fortsat kan gå på jagt i en eventuel kommende nationalpark.

Der er foreløbigt afholdt fem borgermøder. I Sisimiut deltog 30 borgere, i Attu 28, i Kangaatsiaq 20, i Niagornarsuk 30 og i Aasiaat 35.

I starten af juni præsenterede borgmestrene i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen (S) og Kommune Qeqertalik, Ane Hansen (IA) planer om en ny nationalpark, som skal gå fra Kangerlussuaq i syd og helt op til Diskobugten i nord.

Der er foreløbigt afholdt borgermøder i Sisimiut, Attu, Niaqornaarsuk, Kangaatsiaq samt i Aasiaat.

- Der var stor interesse og spørgelyst blandt mødedeltagerne, som var enige om, at det er vigtigt, at lokalbefolkningen, erhvervsfangere og trofæjægere fortsat kan gå på jagt i nationalparken. De to borgmestre understregede, at jagten hele tiden har været i fokus og derfor kan fortsætte, skriver Kommune Qeqertalik i en pressemeddelelse.

Turismesatsning

Deltagerne ved møderne var interesserede i, hvad de økonomiske perspektiver vil være ved etablering af en nationalpark. Borgmestrene oplyste, at de mange nationalparker i andre arktiske lande får mange besøg af turister, hvilket skaber lokale arbejdspladser og indtægter til lokalsamfundene.

Borgmestrene fortalte, at både Kommune Qeqertalik og Qeqqata Kommunia arbejder på at være klar til Grønlands store satsning på turismen med de nye atlantlufthavne i Ilulissat og i Nuuk, og at nationalparken vil være et fælles tiltag i denne sammenhæng, fremgår det.

Ønsker inddragelse

Borgerne udtrykte, at de ønsker selv at bidrage til turismeudviklingen og ønsker at blive inddraget i forløbet.

På alle de fem borgermøder satte borgerne fokus på, at vi alle bliver bedre til at rydde op efter os selv, når vi færdes i naturen. Borgmestrene og borgerne var enige om, der skal arbejdes sammen om at få indsamlet affald i området.

Borgerne kom med mange input til borgmestrene. Disse input vil danne grundlag for det videre arbejde med en Nationalparksbekendtgørelse.

Der vil også blive afholdt et borgermøde i Kangerlussuaq i den nærmeste fremtid samt Ikamiut, Akunnaaq og Qasigiannguit efter sommerferien.

Powered by Labrador CMS