Borgmestre præsenterer planer om nationalpark
Ane Hansen og Malik Berthelsen er i disse dage på rundtur i både Kommune Qeqertalik og Qeqqata Kommunia for at præsentere deres planer for en kommende nationalpark i Vestgrønland.
Vestgrønland skal have en nationalpark.
Det er borgmester i Kommune Qeqertalik, Ane Hansen og borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsens plan.
De to borgmestrer har planagt at tage på en rundtur i deres kommuner for at præsentere planerne for den kommende nationalpark til borgerne.
Borgmestrene foreslår, at en ny nationalpark skal gå fra Kangerlussuaq i syd og helt op til Diskobugten i nord.
- Borgmestrenes forslag skal ses i lyset af, at Grønland fremover skal modtage flere turister som følge af de nye lufthavne, og vi skal samarbejde om at få turisterne ud i hele landet, siger Ane Hansen, borgmester i Kommune Qeqertalik.
- Men først skal borgerne høres om, hvad de mener om forslaget og størrelsen på nationalparken, uddyber hun.
Interesse for nationalpark
Tanken om en nationalpark der dækker to kommuner er ikke ny. De to kommunalbestyrelser har hver især i 2020 besluttet at undersøge muligheder for at lave en ny nationalpark i Vestgrønland. Siden har en arbejdsgruppe med deltagelse fra de to kommuner, Miljødepartementet i Selvstyret, Naturinstituttet og Wild Nature Foundation undersøgt mulighederne.
Nu står de to borgmestre klar til at vise deres plantegning for naturen til borgerne:
- Der er behov for flere turistattraktioner som Selvstyrets arbejde med nationale seværdigheder og visitorcentre samt vores forslag til en ny nationalpark i Vestgrønland, siger borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen.
Begge borgmestre understreger, at fangstområder i den kommende nationalpark skal opretholdes, ligesom den traditionelle jagt ikke skal begrænses.
Her holdes der borgermøder:
- Kangerlussuaq: torsdag d. 2. juni kl. 19.30 i Multihuset
- Sisimiut: lørdag d. 4. juni kl. 14.00 i Taseralik
- Attu: onsdag d. 8. juni kl. 16:00 i Forsamlingshuset
- Kangaatsiaq: onsdag d. 8. juni kl. 19.30 i Forsamlingshuset
- Niaqornaarsuk: torsdag d. 9. juni kl. 16:00 i Forsamlingshuset
- Aasiaat: torsdag d. 9. juni kl. 19:30 i Sømandshjemmet
Borgermøderne har været planlagt i både 2020 og 2021, men har været udsat på grund af coronapandemien.